Et bud på placeringerne i finalen i Eurovision 2016

Vi ved nu, hvem der er i finalen i Eurovision 2016 – og Danmark er ikke iblandt. I og for sig synes jeg, at de gjorde det godt, nummeret var bare ikke bedre, og så var der i øvrigt mange gode sange med i 2. semifinale. I det store og hele er jeg godt tilfreds med, hvem der er i finalen, både fra 1. og 2. semifinale.

Nu er det så tid til at kigge fremad mod netop finalen. Jeg giver her mit bud på, hvem der ryger helt til tops, i midten eller helt i bunden, i intervaller af fem.

 

Helt i top, plads 1-5

Rusland er stadig den store favorit. Han leverer et super godt show, sangen er fængende, scenografien er flot – kort sagt, han har hvad der skal til for at vinde. Han bliver åndet i nakken af andre deltagere, men jeg tror nu nok at han skal vinde alligevel.

Australien er rykket helt op i det aller-hotteste finalefelt på det seneste. Hendes simple, men meget kraftfulde show har givet hende rigtig mange fans. Hun har en flot stemme, og brænder virkelig meget igennem.

En joker i årets finalefelt er Ukraine. Hendes sang har et meget stærkt budskab, og hun leverer den med en meget stor passion, som virkelig viser os, at hun vil noget med sangen. Hun forløser den meget svære opgave, som det er at synge denne sang super flot, og vil helt sikkert få rigtig mange stemmer.

Frankrig er en af de store forhåndsfavoritter i år, og jeg tror da også stadig, at han kommer langt. Hans stemme har dog ikke altid holdt helt ved prøverne, og jeg er heller ikke helt sikker på, at scenografien er en vinderscenografi, men mon ikke alligevel top 5 er hjemme.

Italien har en sang, som rigtig mange er glade for, og med god grund. Sangen er super fin, og italiensk er bare et dejligt sprog at synge på. Hun kunne nok nærmest have sunget telefonbogen, og det ville stadig lyde godt. Jeg tror ikke, at hun går helt til tops, men kommer højt op. Hun er dog handicappet af et lidt tidligt startnummer.

 

Flotte placeringer, plads 6-10

Selv om jeg personligt synes, at sangen er meget overvurderet, så bliver der sikkert en placering i top 10 til Armenien. Hun synger sidst, og har et meget powerfyldt show, men jeg synes altså lidt, at det er en indpakning af ingenting. Jeg håber det ikke, men jeg tror på en top 10.

Israels sanger Hovi Star har leveret nogle super flotte og stemningsfulde shows. Jeg kunne godt forestille mig, at hans sang ville have en rimelig bred appeal, og derfor tror jeg på en god placering til Israel.

En pæn placering kunne der også godt blive til værtslandet Sverige. Mange er glad for sangen – jeg er ikke helt super begejstret, men det er så en anden sag. Den får automatisk en del omtale ved at være på hjemmebane, og den skiller sig ud fra alle de andre numre, med dens lidt stille og indadvendte udtryk.

Bulgarien har en sang og et show, som man lægger mærke til. Poli Genova brænder helt vildt igennem, sangen har til at huske, ikke mindst omkvædet, og så er scenografien og hendes tøj med dets lyseffekter også super godt valgt. Den spår jeg også til en top 10-placering.

Polen er min personlige favorit. Det er ikke helt umuligt, at det er ønsketænkning, men jeg tror altså, at den gode Michal har en reel mulighed for at klare sig rigtig godt. I hvert fald blandt fans er han ret populær, har jeg indtryk af, og jeg tror at hans sang og fremtræden vil tiltale mange. Jeg krydser fingre for, at det går godt.

 

Mellemplacering, plads 11-15

Letlands kraftfulde sang, som oven i købet synges ret sent i showet, kunne meget vel klare sig ret fint. Måske kunne den endda komme endnu højere end denne kategori. Han har masser af følelse og passion i sin fremførelse, nummeret er enkelt, men ret effektfuldt iscenesat, og så gør det jo heller ikke noget at se pæn ud.

Kroatien får skabt et ret fint univers i sangen, ikke mindst gennem Nina Kraljic’ meget spektakulære beklædning. Der er noget fint over hende, som passer godt til sangen.

Serbien har et rigtig godt og veludført show. Der fortælles en interessant historie på scenen, forsangeren Sanja har fundet sin egen stil og er velsyngende, og så er det i det hele taget en god sang. Læg dertil, at Serbien plejer at appellere til mange lande, så har du nok til en mellemplacering.

Ungarn har en optræden med masser af saft og kraft. Freddie synger godt og overbevisende, og scenografien er meget fint afstemt til hans nummer. Sangen er god, men jeg kunne forestille mig, at hans sang vil blive glemt lidt når der skal stemmes.

Spanien kunne også godt få sig møvet ind i mellemplaceringerne. Sangen præsenteres godt på scenen, med et rigtig godt sceneshow, nogle gode korsangere og dansere, og Barei, der bevæger sig godt på scenen. Sangen er let at huske, og skal nok samle sig nogle stemmer.

 

I den lidt tunge ende, plads 16-20

Sangen fra Holland adskiller sig på flere måder fra alle de andre sange. Sangen er i en genre, som adskiller sig fra de andre, og hele den måde den fremføres på er også anderledes. Det er meget ”Slow down”, som også er sangens titel. Jeg tror, at den vil tiltale mange, som ikke er til en masse fyrværkeri og anden staffage, og som synes, at vi skal lade musikken tale for sig selv. Her får du en sang, som er helt straight (i modsætning til Douwe Bob, i øvrigt) og meget veludført.

Østrig er lidt af en fanfavorit, og sangen er super sød, men trods et godt startnummer tror jeg ikke, at den kommer til at klare sig specielt godt i finalen. Den skal nok få samlet nogle point sammen, men jeg tror ikke at et er en sang, som vil score høje point fra de enkelte landes juryer og seere.

Jeg kunne godt unde Storbritannien en højere placering, men jeg tror at de lægger sig cirka på en af disse pladser. De har et rigtig godt startnummer, og leverer rigtig fint på scenen, men måske bliver det for simpelt i det. I hvert fald er det ikke en sang, som går en fantastisk masse omtale. Den fik dog en god modtagelse ved generalprøven fredag.

Litauens nummer er bestemt ikke dårligt, og det er egentlig også meget veludført. Jeg tror ganske enkelt bare, at der er mange sange, der er endnu bedre end hans, så han må nok tage til takke med en placering i den lidt tunge ende af skalaen.

Mange har egentlig haft ret store forventninger til Cypern, men jeg tror ikke længere så meget på det. Ikke mindst en mildest talt lunken modtagelse ved generalprøven, hvor store strømme af publikummer begav sig mod baren for at købe drikkevarer tyder på, at sangen i hvert fald ikke har den appeal hos fansene, som i hvert fald jeg troede. Den skal nok samle sig nogle point, men kommer nok ikke højere end denne kategori af placeringer.

 

Helt i bund, plads 21-26

Aserbajdsjan er jo et land med en stolt tradition for at klare sig godt i Eurovision. Dette nummer har da også et ret fængende omkvæd og en flot scenografi, og det er jo grobund for et godt resultat, men hun er på ret tidligt i programmet, og har til tider ikke sunget ordentligt rent, så jeg tror ikke at den kommer til at klare sig specielt godt.

Malta stiller med en sangen, der har et godt renommé i Eurovision, idet hun er den af deltagerne er har været tættest på at vinde, nemlig med en andenplads i 2002. Denne sang er dog noget svagere, og jeg tror ikke meget på hendes chancer her i finalen. Hun gør det sådan set okay, men sangen skiller sig bare ikke specielt meget ud, og jeg tror ikke at det er en, som mange vil stemme på.

Belgien havde et godt momentum i semifinalen, sikkert hjulpet af at synge som den sidste, og efter nogle numre, som ikke var så stærke. I finalen skal hun synge allerførst, og det tror jeg vil gøre det svært. Jeg tror ikke, at folk vil sidde gennem hele showet og tænke, at hende den første da stadig var den bedste.

Georgien var den helt store overraskelse i semifinalerne. Ikke mange havde spået, at de ville gå i finalen. Måske er det også lidt ønsketænkning at de ikke klarer sig bedre, men jeg har altså svært ved at se, at folk skal stemme på den sang. På den anden side er der jo nogle, som har stemt den i finalen, så hvem ved?

Jeg er ked af at sige det, men Tjekkiet har jeg heller ikke den store tiltro til i finalen. Jeg kan godt lide sangen, men en ballade, der optræder som nummer to, og som har et så afdæmpet show som den har, kan næppe gøre sig gældende. Jeg håber på en højere placering, men tror ikke rigtig på at det sker.

Tyskland har med Jamie-Lee valgt et udtryk, som jeg godt for tyskerne kunne frygte, ville give dem den samme skæbne som sidste år, nemlig en sidsteplads. Jeg tror ikke, at Europa vil falde for det noget syrede univers, som skabes på scenen, sangen er bare heller ikke særlig stærk, og så synes jeg i øvrigt også, at hun synger sangen kedeligt. Det er selvfølgelig ikke sikkert, at det går så galt som sidste år, men jeg er ret sikker på, at hun er i bunden.

maj 14th, 2016 by