Den tidligere Justin Bieber synger følsom pop

Sang 6: Lasse Meling – Unfound

Tekst og musik: Lasse Olsen Meling, Kim Nowak-Zorde og TheArrangement

Allerede som 13-årig blev Lasse Meling opdaget på Youtube, og som 15-årig udgav han nummeret ”All about you”, som var skrevet af den meget anerkendte sangskriver Curtis Richa. Han blev dengang kaldt den skandinaviske Justin Bieber. Den, og ”Follow, som blev udgivet i slutningen af 2015, kan høres her:

Siden dengang har han tilsyneladende ændret stil – i hvert fald var det en noget forandret Lasse Meling, som vi mødte til pressemødet i DR-byen, hvor kunstnerne skulle præsenteres. Han fortæller, at han mest sidder derhjemme for tiden, for han har indrettet et hjemmestudie, hvorfra han prøver at lære sig selv at producere musik. Han skriver også selv musik, og har da også selv været med til at skrive sit Grand Prix-nummer. Om sangen siger han, at den er ærlig, følsom og meget skrøbelig. Den er meget baseret på følelser, og på, at selv om man kan ryge ned, kan man også komme stærkt tilbage. Han fortæller, at versene er stille, og omkvædet er optempo – en rigtig Grand Prixsang, med andre ord. Sangen er baseret på ting han selv har prøvet, og han mener, at mange vil kunne relatere til sangen. Fordi han brugte sine egne oplevelser til at skrive sangen, ville han også meget gerne synge den selv, og det var de andre sangskrivere heldigvis enige i, at han skulle.

Lasse har på forhånd positive forventninger til at deltage i Melodi Grand Prix. Han har været så heldig at skulle synge som nummer 6, som er hans yndlingstal. Det svarer nemlig til hans fødselsdag, som er den 6. juli. Han håber på, at det at deltage, uanset resultatet, vil give ham et boost, så han kan komme bredere ud med sin musik.

Lasse kalder sig selv for Grand Prix-hyggefan. Han kan godt lide Grand Prixet som noget, der skaber kærlighed og samler familien, og tilsyneladende kan han også godt lide i hvert fald nogle Grand Prix-sange. I hvert fald har han udgivet sin egen version af ”Never give up on you”, det britiske bidrag til Eurovision 2017, som var skrevet af Emmelie de Forest. Se den her:

Sangen, som er skrevet på en sangskrivercamp, er, udover Lasse Meling selv, skrevet af Kim Nowak-Zorde og derudover af producerkollektivet TheArrangement. Det fortaber sig i tågerne, hvem der står bag TheArrangement, men Kim Nowak-Zorde har vi set i Melodi Grand Prix fire gange før, deriblandt som en af tekstforfatterne bag ”Cliche love song” i 2014, en sang han i øvrigt skrev sammen med blandt andre Daniel Fält, der er en af tekstforfatterne til dette års sang nummer 8.

Hør denmark12points’ interview med Lasse Meling her:

Videre til artikel om sang 7

februar 9th, 2018 by