Hvem vinder Dansk Melodi Grand Prix 2018?

Live-orkesteret er tilbage for en kort stund i Dansk Grand Prix.

Lige fra sangene i årets Melodi Grand Prix blev afsløret i januar måned har det svirret med gætterier om, hvem der mon ville komme i top 3, og især hvem der ville vinde. Der er dog ingen tvivl om, at et er at høre studieindspilningerne af sangene, et andet er, hvordan de bliver præsenteret på scenen og hvordan artisterne klarer det pres der ligger i at skulle optræde live for en sal fuld af publikum og for godt en million seere. Derfor har denmark12points også ventet med at komme med sit bud på en vinder til efter generalprøven – men her er en gennemgang af de 10 sange, med vurdering af deres chancer.

 

Sang 1. Ditte Marie: Riot

Ditte Marie er den mest rutinerede af årets deltagere, i forhold til at stå på en Grand Prix-scene. Det har hun prøvet to gange før, så hun er sandsynligvis ikke ramt af de samme nerver, som nogle af de andre deltagere måske har. Denne gang stiller hun endda op med en sang, som Lise Cabble har været med til at skrive. Det ligner umiddelbart en opskrift på succes.

Hun er et stort smil på scenen. Hun er på scenen med fem dansere, der, lige som Ditte Marie selv er klædt lidt som guerillakrigere, så det må siges at passe godt til sangen titel. Jeg synes dog ikke, at hun brænder rigtig igennem, og så er sangen heller ikke stærk nok, tror jeg, trods et godt og effektivt omkvæd.

Finale: Nej.

 

Sang 2. Anna Ritsmar: Starlight

Anna Ritsmar kommer, trods sine kun 17 år, med en ret stor sceneerfaring. Samtidig er sangen Starlight en af de sange, som der tales meget positivt om. Det er et lille, fint nummer hun synger, og hun har den for unge piger efterhånden så uundværlige ukulele med på scenen. Derudover har hun stjerner overalt på tøjet – det ligner lidt nattøj, og det giver hende et lidt barnligt udtryk, måske også fordi hun er så lav. Hun ser sød ud, men er også lidt alene på scenen, synes jeg. Baggrunden er en stjernehimmel, og medvirker til sangen grundstemning – flot! Den falder ikke i min smag, men kan bestemt ikke udelukkes.

Finale: Måske.

 

Sang 3. Rasmussen: Higher ground

Rasmussen har lige siden sangene blev udgivet været udråbt som en af de store favoritter. Hans sang har masser af power og kraft og spiller på den danske og nordiske vikingebaggrund – og det understøttes i høj grad af, at Rasmussen selv ligner en viking med sit store, røde skæg.

Hele sceneshowet emmer af vikingereferencer – lige fra Rasmussen selv, der er klædt og stylet som viking, til de fire korsangere, vikingeskibs-sejl, vand i baggrunden, blåt lys vindmaskine og sne(!). Faren kan ligge i, om det bliver for outreret og teatralsk for danskerne. Det ER teatralsk, men efter min mening ikke FOR teatralsk. Jeg tror stadig meget på den, men den skiller nok vandene.

Finale: Meget sandsynligt.

Sang 4. Sannie: Boys on girls

Sannie er uden tvivl den mest kendte af årets deltagere, efter hele Danmark lærte hende at kende i 90-erne som Whigfield, ikke mindst gennem sangen ”Saturday night”. Den kendtheds-effekt kan blive en fordel for hende – men i sidste ende skal det jo også spille live – og gjorde det så det?

Det korte svar er et stort, rungende JA! Showet omkring sangen er super cool og gennemført. Sannie er klædt i jakkesæt, sådan lidt Marie N-agtigt, og hendes dansere står foran en kæmpe seng, og ligger i den, hvilket passer lige ind i den sexede og småfrække stemning, der er i selve sangen. Omvendt er Sannies stemme ikke super stærk, og det taler naturligvis imod. For mig er hun dagens positive overraskelse, og jeg tror væsentligt mere på den nu end før jeg så generalprøven. Det er i hvert fald et show, som vil blive husket.

Finale: Det kan ikke udelukkes, men feltet er hårdt, og hun synger relativt tidligt i feltet.

Sang 5. Sandra: Angels to my battlefield

Chief 1 har vundet med 3 ud af de 4 sange, som han indtil videre har haft med i Melodi Grand Prix. På papiret står denne sang derfor med gode kort på hånden, og er da også en af de sange, som der tales en del om, måske ikke som vinderfavorit, men i hvert fald som finalebud.

Som ventet var Sandra alene på scenen, eller i hvert fald den eneste som var fuldt synlig. Der er to skærme på scenen, bag hvilke der sidder fire musikere. Sandra starter i spotlys, men lyset ændrer sig til et mere generelt rødligt udtryk. Sandra er i løst tøj, råhvid overall og hvis t-shirt. Hun ser sød og lidt sårbar ud, trods det lidt rå udtryk. Hun kommer lidt svagt i gang, men kommer super flot igen, til en overordnet meget rørende performance – hvilket også kunne ses på en af de andre journalister i presserummet, der sad med tårer i øjnene, da Sandra havde sunget færdig.

Finale: Måske – hvis hun har styr på nerverne.

Sang 6. Lasse Meling: Unfound

Lasse Meling er rimelig scenevant, dog ikke til et så stort publikum som han skal optræde for i aften. Hans sang tilskrives ikke de store chancer, hverken hos fans eller bookmakere. Personligt er jeg heller ikke den store fan af hans sang, eller hans stemme, for den sags skyld. Han har en ret nasal og umoden stemme, der lidt lyder som om den er i overgang.

Når man ser ham på scenen, bliver mit umiddelbare indtryk bekræftet. Han har klart den dårligste vokal af de ti kunstnere, og virker meget ukomfortabel på scenen. Samtidig er sceneshowet ikke særlig spændende.

Finale: Nej.

 

Sang 7. Carlsen: Standing up for love

Carlsen synes at være en af de store jokere i årets konkurrence. De tre søstre og sangen minder om det hollandske bidrag fra sidste år, som det gik rigtigt godt for i Eurovision. Bookmakerne tror umiddelbart temmelig meget på dem, og mange fans taler også positivt om søstrene.

Scenen er præget af blomster, både forrest på scenen og i baggrunden. De tre søstre er smukke, og så har det jo traditionelt ikke gjort noget, at man havde lidt alder på bagen, når man deltog. De har nogle dejlige stemmer, og især i slutningen af sangen giver de den virkelig gas, også i forhold til at bevæge sig. De klinger helt vildt godt, ikke mindst i slutnignen af nummeret. Kan ikke helt afskrives som top 3.

Finale: Kan måske knibe sig med.

 

Sang 8. Karui: Signals

Signals er måske den sang i år, der skiller sig mest ud. Lige fra jeg hørte sangen første gang syntes jeg, at det var interessant bekendtskab, som jeg håbede ville klare sig godt. Sangen udfolder sig meget uforudsigeligt og, synes jeg, interessant. I et hårdt felt vil den dog næppe have den store chance, og det er da også de færreste, der tror på den chancer.

Scenen er, som Karui også tidligere har ”lovet”, holdt meget i røde farver. Selv er hun i stram, sort dragt og stort hår. Der er musikere på scenen, der, sammen med Karuis egen store energi gør, at det bliver interessant at se på. Dog swinger sangen muligvis ikke nok til hendes kropssprog. Hun er lidt shaky i starten, men kommer dog mere end flot tilbage, og giver den virkelig gas til sidst i sangen.

Finalen: Trods en god sceneoptræden, tror jeg ikke på at den får en finaleplads. Dertil er nummeret nok også for specielt.

 

Sang 9. Rikke Ganer-Tolsøe: Holder fast i ingenting

Holder fast i ingenting er den eneste sang i årets Melodi Grand Prix, som synges på dansk. Det har i de forrige år ikke været en speciel fordel at synge på dansk, og der er heller ikke mange der anser sangen for at have den store chance. Dog har fansiden good-evening-europe.dk fredag formiddag udgivet resultatet af en afstemning på hjemmesiden, hvor Rikke Ganer-Tolsøe minsandten er på andenpladsen efter Rasmussen, så måske er hun årets overraskelse – eller også har hun bare være god til at dele meningsmålingen.

Hun er i rød, kort kjole og rød læbestift – og hvorfor er det så interessant at skrive om hendes læbestift? Det er det fordi den spiller en vigtig rolle i det, der måske er showets fedeste effekt – se selv hvordan i aften. Hun synger godt, og får alt ud af nummeret – men nummeret er bare ikke stærkt nok til en finale, tror jeg.

Finale: Nej.

 

Sang 10. Albin Fredy: Music for the road

Der synes at være en tendens til, at DR hvert år placerer en sang, som de tror vil klare sig godt, som sang nummer 10. I de sidste 14 år er det kun en gang sket, at sang nummer 10 ikke er blevet blandt de fire bedste, og fire gange i samme periode har sang 10 vundet. Også i år synes DR at have valgt et stærkt nummer som sidste sang.

Og lad det være sagt med det samme – vi slutter med en fest. Der er fuld tryk på effekterne, med alt fra hologrammer til genkendeligt fløjtetema. Han selv er stylet lidt råt, og det passer godt til sangen. Han bruger scenen godt, og understøttes til sidst af dansere.

Finale: Sandsynligvis. Det gode startnummer, og ikke mindst en god sang og et godt sceneshow bør tage ham til finalen.

 

Hvem vinder så?

Der er virkelig mange om buddet til de tre finalesange. Jeg anser Rasmussen og Albin Fredy for at være de bedste to bud, men hvem bliver den tredje. Mit hjerte siger Sandra, for jeg synes, at hun fremstår super sympatisk og samtidig virkelig kraftfuld – og så har hun bare en virkelig god sang. Anna Ritsmar, Sannie og Carlsen kunne dog også sagtens tage en plads i finalen. Men men men, de kan jo ikke alle seks komme i top 3, så jeg vover det ene øje og håber på, at det lykkes for Sandra at komme i top 3.

Før jeg så showet, var Rasmussen min klare favorit, men jeg er knapt så sikker nu. Måske bliver hans sceneshow for meget ”over the top”, men jeg tror nu stadig på ham, så han bliver mit vinderbud.

februar 10th, 2018 by