Stærk Big Five giver smil og tårer i øjnene

Søndag var den sidste dag med prøver for de enkelte lande. Fra nu af vil der kun være prøver på det samlede show. De såkaldte Big Five-lande og hjemlandet Portugal havde deres anden prøve. I år ser Big Five-feltet meget stærkt ud, så det var med stor spænding vi kunne få et indtryk af, hvordan det kommer til at se ud på scenen – og der var mange højdepunkter i de seks landes show. Se blot her:

 

Portugal

Cláudia Pascoal feat. Isaura

O jardim

Efter sidste års succes er det tydeligt, at Portugal har spekuleret i, at musikken også i år skulle være i fokus. Således er det et meget simpelt og meget roligt sceneshow, vi er vidne til. Portugal kommer på scenen som nummer 8 i finalen, og efter at vi har set syv sange i finalen, der sikkert mange af dem har store, flotte sceneshows, kommer det sikkert til at føles befriende med en sang, hvor der er skruet ned for det flashy.

Det betyder dog på ingen måde, at showet ikke er effektfuldt. Det er bygget meget op omkring dæmpet belysning, især i den første halvdel af sangen, hvor forsangeren Cláudia Pascoal står foran en væg af lamper med dæmpet, gylden belysning, og det er den belysning, der stort set er gennem hele sangen. Hun er selv meget casual klædt, i et par jeans, en lang striktrøje og en løs hestehale, og når den anden del af duoen Isaura kommer frem i lyset, ser vi at hun er i noget der ligner en jakke fra en træningsdragt fra 80-erne. Vi kunne lige så godt have været med dem i studiet, eller på en lokal bar, hvor de lige skulle give et enkelt nummer.

På deres egen stilfærdige og afslappede måde er de virkelig lykkedes med at skabe et meget stilfuldt udtryk, og det her er virkelig noget portugiserne godt kan være tilfredse med at deltage med på hjemmebane.


Storbritannien

SuRie

Storm

Storbritannien bringer en slags 3D-tunnel ind på scenen, som er en ret integreret del af nummeret. SuRie står foran den, ved siden af den og går igennem. Det ser godt ud på kameraerne. Hun bevæger ikke specielt meget rundt på scenen, og er klædt i en enkel, hvid kjole. Helhedsindtrykket kommer derfor alligevel til at fremstå ret enkelt, også fordi hun er ret enkelt klædt, i en hvid kjole.

Hun ser sød ud, og giver den alt hvad hun kan, men det kan ikke redde at nummeret er ret forglemmeligt, både som sang i sig selv og i staging.


Spanien

Amaia y Alfred

Tu Cancion

Amaia og Alfred har vakt en vis opsigt med deres meget intime møde at fremføre denne her sang. Den skiller vandene mellem dem der mener, at den er for meget, og så er der sådan nogen som mig, som bliver draget af deres univers.

Kameraerne er meget tæt fokuseret på de to, meget som i den spanske nationale finale. Dog spotter jeg, at der kommer nogle tv-billeder med publikum i forgrunden også.  Som i Portugals sang er belysningen gylden og rimelig enkel. Det ligner en slutscene fra en Disney-film eller en Broadway-musical. Om det så er godt eller skidt, det er jo en smagssag. Han er i blåt jakkesæt, hun i en smuk kjole med meget dyb nedskæring – hun kunne give bryst uden at knappe op, som de siger i Matador – og masser af pailletter.

Alt i alt er scenografien og kameragangene helt perfekte til det her nummer. Det støtter op om sangens stemning, og får i hvert fald mig til at sidde med et smil på hele vejen igennem.


Tyskland

Michael Schulte

You let me walk alone

Her er årets helt store mavepuster. Både jeg og en af mine blogger-kolleger oplevede uafhængigt af hinanden, at vi blev meget, meget berørte af Michael Schultes optræden. Han har en helt sjælden inderlighed, som vi mærker, og teksten kryber ind under huden på en.

En af de store ændringer I årets Eurovision i forhold til de forrige år er jo, at der ikke er installeret LED-skærme på bagvæggen – så tyskerne har taget deres egen LED-skærm med, og den bliver brugt hel fantastisk smukt, efter min mening. Vi ser den ganske vist ikke i første vers – der står han i en enkelt lyskegle uden noget andet lys. Da skærmen så kommer i gang, ser vi helt enkelte stregtegninger og billeder af fædre og sønner, og til sidst en meget smuk grafik, inden det hele eksploderer i rødt.

Jeg er muligvis ikke helt objektiv, for sammen med Danmark er Tyskland min absolutte favorit, men hvis seerne husker at lytte til teksten, så tror jeg at der er noget rigtig godt i vente for Tyskland.


Frankrig

Madama Monsieur

Mercy

Det med de enkle sceneshows er åbenbart et tema for Big Five-landene i år – og ikke overraskende følger Frankrig også den tendens. Émilie Satt og Jean-Karl Lucas, som udgør Madame Monsieur står helt alene på scenen, i matchende sort tøj og røde sko. Émelie har rød læbestift og negle, og Jean-Karl har en rød guitar, så der er klart et tema i deres styling.

Undervejs i nummeret går de fra at stå midt på hovedscenen, til at gå ud på forscenen. Her kommer det, der sandsynligvis bliver højdepunktet i sangen, men kom vi endnu ikke fuldt ud kan se ved prøverne. De har en speciel håndbevægelse, som de laver det sidste minuts tid, og hvis den del af publikum, der står mellem forscenen og hovedscenen, laver håndbevægelsen med dem, og det tror jeg at de vil gøre, så kan det komme til at se meget effektfuldt ud – så selv om det er meget enkelt, ser det godt ud, og kommer til at se endnu mere godt ud med publikum på. Spørgsmålet er dog, om de har fået gjort det så enkelt, at folk finder det kedeligt, og ikke forstår meningen med det.


Italien

Ermal Meta & Fabrizio Moro

Non mi avete fatto niente

Min største bekymring på Italiens vegne har været, om budskabet i teksten ville komme ordentligt ud til publikum. De har en af årets allermest betydningsfulde tekster om, hvor håbløst det er at bekrige hinanden. Sangen bliver sunget på italiensk, som mange seere jo ikke forstår, så derfor kunne det godt gå tabt.

Det bliver imidlertid løst på en rigtig god måde, ved at der gennem hele sangen popper stikord op på skærmen ved siden af de to sangere eller hen over dem. Ordene er skrevet på alverdens sprog, og især de sidste ord i sangen understreger deres pointe. Meget flot løst.

Udover den effekt er der ikke det store spræl på scenen – men det ville vel også være upassende til denne sang. Det er de to sangere og deres tekst, der skal bære sangen hjem, og det gør de fuldt ud.


Således lød det i dag. Sidst på eftermiddagen starter en af de lidt nyere traditioner i Eurovision, Red Carpet, som dog i år er omdøbt til Blue Carpet. Denmark12points vil være på pletten og levere en stemningsrapport fra arrangementet.

maj 6th, 2018 by