Kamp om finalepladser i semifinale 1

Semifinale 1 i årets Eurovision er blandt mange anset for at være den der har det højeste niveau af de to semifinaler – ja, faktisk det højeste niveau i semifinaler i flere år! Der er mange virkelig gode sange med, så det med at knibe sig med på yderste mandat, det kræver i sig selv et højt niveau.

I denne artikel vil jeg ikke gå meget i dybden med hver sang. En mere dybdegående vurdering af de første 15 sange i semifinalen kan ses her:

Fabelagtige favoritter og forfærdelige flop ved 2. prøve for de første 15 sange i semifinale 1

Og af de sidste fire her:

Potent, rocket, intimt og energisk: Armenien, Schweiz, Irland og Cyperns prøver 4. maj

De sikre

Trods det generelt høje niveau er der nogle sange, hvor jeg mener at de må være sikre på at gå videre.

 

Israel er en helt oplagt kandidat til en finaleplads. Ikke alene har den været favorit lige siden den i sin tid blev valgt, men den har også et sceneshow, der blæser publikum og seere helt bagover. Den kan jeg slet ikke forestille mig ryger ud.

 

Tjekkiet har al den tid de har deltaget i Eurovision haft mere end almindeligt svært ved at finde formlen for at få en god placering i Eurovision, men i år synes de virkelig at have ramt rigtigt, og den nævnes ikke så få steder som et seriøst vinderbud. Om den er det ved jeg ikke, men de hører også klart til i finalen.

De sandsynlige

Disse tre sange er stærke sange, som sandsynligvis vil gå i finalen. De er jeg dog ikke så sikker på, som de to førstnævnte.

 

Estland stiller op med det måske mest rendyrkede operaindslag i nyere tid. Det er et utrolig smukt nummer, som nok især hos juryerne bør tage mange point – og med den smukke iscenesættelse den har, og på grund af sangen i sig selv, selvfølgelig, tror jeg også at den må falde tilstrækkeligt i seernes smag til at det rækker til en finaleplads.

 

Cypern har fået et ret stort hype på det seneste. Eleni Foureria og hendes dansere giver den max gas på scenen, den taler til dem der gerne vil se noget festligt, og så er den sidst på scenen, så folk kan huske den når de skal til at stemme. Det virker sandsynligt, at de går i finalen.

 

Østrigs sang er på mange måder rigtig flot. Sangen er meget flot arrangeret – her har man virkelig korstemmer i brug – og Cesár både synger godt og ser godt ud. Sceneshowet har mange elementer, som han havde en del problemer med i prøverne, men det spiller nu, så nu ser det rigtig godt ud.

De usikre

 

Denne gruppe er usædvanligt stor i denne semifinale – simpelthen fordi der er så mange gode bud blandt deltagerne på potentielle finaledeltagere. Her både de sange, der har skuffet til prøverne, og derfor ikke anses for at være så sikre som først antagede, og dem der har overrasket positivt, og derfor har spilet sig selv ind i kampen om finalepladser.

Albanien har et rigtig godt rocknummer med. Eugent Bushpepa er virkelig god på scenen – han synger godt og brænder virkelig igennem. Sangen ligger meget tidligt i rækkefølgen, som nummer 3, men mon ikke folk vil kunne huske det alligevel.

Armenien kan være luringen i denne semifinale. Jeg ser ikke mange tale om sangen som en der kvalificerer sig, men jeg tror at den har det der skal til – super flot sceneshow, en smuk, stærk og karismatisk sanger og en god sang. Han er sent på scenen, så han vil nok blive husket, og kan forhåbentlig også tage en del stemmer fra juryerne.

Bulgarien har de seneste to år virkelig fået gode placeringer, som nummer 4 og 2. I år kommer de med et nummer, som også har fået en del opmærksomhed. Nummeret er æstetisk flot, og de synger enormt godt. Min tvivl går på, om man kan relatere til nummeret. Jeg føler ikke, at jeg bliver lukket ind i deres univers – det er som om de er i deres egen boble, og det virker ikke godt.

Irland har notorisk haft svært ved at komme særlig langt med deres numre i de seneste efterhånden mange år. Nogle år har det været mere fortjent end andre gange, men i år mener jeg virkelig, at de bør have en finaleplads. De har et velskrevet og sympatisk nummer, som er meget flot, originalt og stilfuldt iscenesat, og så er de på scenen som nummer 18 ud af 19, hvilket også må være en fordel.

Umiddelbart havde jeg ret mange forventninger til Grækenland, men jeg synes at de er blegnet lidt under prøverne. Gianna Terzi er alene om at fylde scenen ud, og forsvinder ligesom lidt på scenen. Showet er mere enkelt end jeg havde troet at det ville være, og det er spørgsmålet om både hun og sangen drukner i de mange indtryk gennem semifinalen.

Belgien havde jeg egentlig sat som sandsynlig, men efter at have set generalprøven med publikum mandag aften er jeg ikke længere sikker. Jeg havde troet, at det at der kom publikum på ville virke godt i forhold til iscenesættelsen af nummeret – men det skete ikke. Nummeret er i sig selv meget stilfuldt, og bliver på sin vis også præsenteret stilfuldt – men Sennek brænder altså ikke godt igennem, så nu tænker jeg, at det er meget tvivlsomt om det lykkes, det høje niveau taget i betragtning.

Finland stiller op med en af deres største stjerner, Saara Aalto, og med et nummer, der har et vildt og meget gennemført sceneshow. Saara Aalto synger godt, og bevæger sig også godt på scenen. Sceneshowet passer godt til nummeret, synes jeg, så alt burde jo være i sin skønneste orden. Historien siger bare, at lignende numre ikke altid kvalificerer sig. Jeg får associationer til Israel 2014, som alle troede ville gå stensikkert videre, men som overhovedet ikke kom i finalen.

Azerbaijan er kommet i finalen alle de 10 gange de har deltaget i Eurovision, men hvor de i de første år altid var meget sikkert i finalen har de i de senere år kun lige haft knebet sig med. I år kan meget vel være første gang det ikke lykkes. De er først på scenen, og selv om nummeret er fint, så er der bare bedre sange i samme genre i denne semifinale. Folk kan meget vel have glemt dem, når der skal stemmes, så de er bestemt ikke sikre.

Hviderusland har jeg, indtil prøverne gik i gang, tænkt som en helt sikker finalekandidat, men nu er jeg ikke længere så sikker. Det er som om showet bliver for opkørt og overdrevet, og det går temmelig meget ud over helhedsindtrykket. Sangen i sig selv er ellers rigtig fin, og han synger som sådan også godt, men jeg tror at folk bliver for distraherede af det der foregår på scenen.

Lithauens nummer er super fint og enkelt, på den gode måde. Det bliver præsenteret super fint, og det er som om Ieva Zasimauskaitė passer rigtig godt til nummeret. Hun har dog den ulempe at optræde imellem mine to sikre, Tjekkiet og Israel, så der er reel fare for, at den kan drukne lidt i det samlede billede. Der kunne godt være en yderlig plads til hende, men den er absolut ikke sikker.

Kroatiens sang Crazy ser virkelig godt ud på scenen. Franka leverer super godt, og sceneshowet passer godt til nummeret. Det er elegant og smagfuldt. Den får det nok alligevel svært, for der er som sagt mange stærke modstandere, men det kan bestemt ikke udelukkes, at det rækker til en finaleplads.

Schweiz har i mange år haft svært ved at komme i finalen, men måske kommer de det i år. De er, lige som Armenien, en af de sange, som godt kunne overraske ved at gå i finalen. De giver den fuld gas på scenen, og mange vil nok tiltales af at de spiller til publikum og inddrager dem. Sangen er dog i sig selv ikke super stærk, så det bliver nok en yderlig finaleplads, hvis de får den.

 

De usandsynlige

Disse to numre vil jeg blive særdeles overrasket over, hvis de rammer en finale.

På trods af, at jeg synes at Ari Olafsson fra Island er meget, meget sympatisk, at han synger godt, og at sangen har et fint budskab, så kan jeg ikke forestille mig, at den vil ramme en finaleplads. Han er på scenen som nummer to, sceneshowet tenderer til at være til den kedelige side, og så mener mange at sangen er lidt for cheesy.

Makedonien har et af de svageste bidrag med i år, efter min smag. Jeg har heller ikke hørt mange andre tale så positivt om den, så jeg tror det bliver en exit for dem i semifinalen.

 

Hvem går videre?

Mit bud på, hvilke sange der går videre er:

  • Israel

  • Tjekkiet

  • Estland

  • Cypern

  • Østrig

  • Albanien

  • Armenien

  • Bulgarien

  • Irland

  • Grækenland

 

Fotos © Andres Putting, dog © Thomas Hanses for Makedonien, Irland og Tjekkiet.

maj 8th, 2018 by