Svær semifinale for Danmark

Vi er nået til 2. semifinale ved årets Eurovision. Det er en semifinale, der på papiret ser ud til at have et højere niveau end semifinale 1. I hvert fald er der flere forhåndsfavoritter i denne semifinale end i den første, ligesom bundniveauet ser ud til at være højere her. Det bliver svært lige at snige sig videre med en halvlunken sang, for der er mange om buddet.

Det er også i denne semifinale, at Leonora skal på scenen, så det er på alle måder en spændende semifinale – men lad os hoppe ud i gennemgangen af de 18 sange:

De sikre

Jeg har hele tiden haft en god fornemmelse af Sveriges sang. Den er effektiv og let at huske, også selv om han har en startplacering i første halvdel af semifinale, faktisk som nummer 8, lige efter Danmark. Jeg har i de forrige år været lidt efter svenskerne for at komme med overperfekte sceneshows, som var mekaniske, og hvor man hverken kunne mærke sangen eller sangeren. Sådan er der ikke i år. John Lundvik elsker med kameraerne fra første sekund, og i det hele taget leverer han, sammen med sine korsangere, et fantastisk, sympatisk og medrivende show, som helt sikkert vil tage Sverige til finalen. Onsdag aften, hvor jeg så showet live, kunne jeg konstatere, at salen kogte, især i det sidste minut af sangen, hvor der virkelig bygges op mod slutningen. Klar vinderkandidat, også i finalen.

(c) Thomas Hanses

Hvor Sverige bekræfter sin favoritværdighed i sceneshowet, så er det lidt anderledes med Holland. Duncan Lawrence blev bookmakerfavorit med det samme efter sangen var valgt, og er det stadig. Han gør der sådan set også virkelig godt på scenen, hans stemme holder hele vejen, og han har en god kontakt til kameraerne – og så er det slet og ret bare en virkelig god sang han har.

Det der kan give panderynker, er imidlertid iscenesættelsen af hans sang. Han sidder hele nummeret ved et klaver, som af en eller anden grund synes for lavt til ham, så han nærmest skal sidde på hug. Man kunne frygte, at folk ville tænke at det var ham med det for lave klaver og det kedelige sceneshow – MEN hans finaleplads kan dog ingenlunde være i fare.

(c) Thomas Hanses

Schweiz er på scenen som nummer fire i denne semifinale, og sætter for alvor festen i gang, efter en start med tre sange, der skal kæmpe om de sidste par pladser i finalen, snarere end topplaceringerne i semifinalen. Man kan med rette være efter schweizerne for lidt at efterligne Cyperns staging fra sidste år, især lige i starten, men det ændrer ikke på, at det er en god popsang de kommer med. De er ikke just forvænte med topplaceringer i Schweiz, men i år har de vitterligt en god chance for et godt resultat, og de kommer stensikkert i finalen!

(c) Thomas Hanses

Rusland har genvalg af Sergey Lazarov, som fik en 3. plads i 2016 efter at have været bookmakerfavorit. Det er de ikke i år, og deres sang adskiller sig temmelig meget fra deres sang fra 2016. “Scream”, som sangen hedder, er en bombastisk sag med masser af dramatisk instrumentering og store korstemmer. Sergey er alene på scenen, med otte spejle, som dog også bruges som skærme til at vise projektioner af Sergey, og en boks der ser ud til at løbe vand udenpå. Det hele ser ret teknisk avanceret ud, men det bliver alligevel lidt statisk at se på. Når vi er færdige med at synes, at det ser flot ud med otte projektioner at ham, så sker der ligesom ikke så meget mere i nummeret.

Når alt det er sagt, så leverer han som altid super sikkert, og sangen i sig selv må også række til en finaleplads. Hvordan det så går i finalen, det må vi komme tilbage til.

(c) Andres Putting

I de første år Azerbaijan deltog i Eurovision, gik de fra topplacering til topplacering. Siden 2014 har de haft det noget sværere, og sidste år gik de slet ikke i finalen. Det gør de i år!

Chingiz har et ret spændende nummer, “Truth”, som han synger med kæmpe sikkerhed. På scenen er det et udstyrsstykke, både teknisk og rent visuelt. Han står foran en stor trekant, og foran ham er der to robotarme, som projicerer et hjerte op på hans bryst. Det futuristiske hi-techudtryk passer godt til sangen, og derfor kommer han afsted med det.

(c) Thomas Hanses

De sandsynlige

Det kan jo være svært at bedømme sit eget land helt objektivt, for man har nok altid en vis patriotisk følelse omkring sit hjemland – men selv når jeg prøver at lægge det væk, så mener jeg stadig at Danmark er en sandsynlig finalist. Leonora og hendes hold gør det simpelthen super godt på scenen. Leonora er siden Dansk Melodi Grand Prix vokser meget med opgaven, og ser noget mere sikker ud på scenen. Der har i øveforløbet været spekulationer om, hvorvidt de nu var synkrone nok, når de svingede frem og tilbage på stolen, og om de alle sammen huskede at smile. Det er helt på plads nu. Samtidig klinger deres stemmer godt sammen.

Både i pressecenteret og i salen har sangen fået en ret god tilbagemelding, så alt i alt er jeg ret optimistisk.

(c) Andres Putting

Efter modne overvejelser sætter jeg også Norge i denne gruppe. Der er en god opbygning i nummeret, og de ser sympatiske ud på scenen. Nummeret er godt iscenesat, på en måde der passer godt til sangen. Man kunne spørge sig selv, om der er nok der vil stemme på nummeret, udover fra nabolandene Sverige og Danmark, som de nok skal få masser af stemmer fra,. Jeg tror dog godt, at de med den sammensætning af lande som vi har i denne semifinale, kan trække en finaleplads hjem.

Det eneste minus kan være, at Fred, som det joikende medlem af trioen hedder, ikke var så vokalt sikker onsdag eftermiddag, da der var den såkaldte dress rehearsal. Det lød dog umiddelbart bedre ved juryshowet om aftenen, og jeg har ikke indtryk af, at det var været et problem ved de andre prøver, så mon ikke det var en enlig svale.

(c) Andres Putting


De usikre

Malta regnes af mange som et ret sikkert finalebud, og jeg tror da også at det lykkes for dem. Når jeg alligevel sætter den i gruppen af usikre, så er det fordi hun faktisk ikke brænder super godt igennem. Hun mangler noget karisma, som andre i år med lignende sange har. Hendes bevægelser virker lidt stive i det, og der mangler ligesom overskud hos hende. De skal dog have point for de flotte visuals.

(c) Andres Putting

Armeniens Srbuk har et rimelig simpelt sceneshow. Hun er alene på scenen. Scenen, lyset og baggrunden er holdt i rødt og sort, hvilket egentlig passer meget godt til nummeret og Srbuks meget energiske og kraftfulde måde at bevæge sig på. Hun har en super god stemme, og der er ingen slinger i valsen i den forbindelse.

Det der alligevel giver mig lidt en tvivl er, om nummeret er stærkt nok. Jeg tager mig selv i at nå at kede mig lidt undervejs, og det er altså ikke så godt, når det er sang nummer 1 på scenen!

(c) Andres Putting

Jeg giver meget tøvende mit sidste finalebud til Litauen. Sangen er ret fin, og han performer godt. Han har, i modsætning til visse andre, nogle rimelig gode kameragange, og han har en god kommunikation med kameraerne. Samtidig har Litauen deres fire bedste venner med til at stemme; Letland, Irland, Storbritannien og Norge.

Det der kan gøre det svært for ham, er at han muligvis skal konkurrere om de samme stemmer mod lande som Rusland og Sverige, som også har powerfulde sange med. De to lande har altså bare noget bedre sange med – men jeg bliver ikke overrasket hvis Litauen går videre.

(c) Thomas Hanses

Albanien kommer i år med en sang, som jeg ved betyder meget personligt for sangerinden Jonida Maliqi – og det kan man godt fornemme, når man ser sangen. Der er masser af nerve i den måde hun fremfører sangen på. Hun har desuden en virkelig god stemme, som jeg i hvert fald ikke har hørt en eneste usikker tone i, hverken ved den ene eller den anden prøve, så også der er man på sikker grund.

Sangen er på albansk, hvilket kunne være et problem, for det er jo ikke just et sprog, som forstås i ret mange lande, men sidste år lykkedes det alligevel for dem, så måske gør det igen i år.

(c) Thomas Hanses

Nordmakedonien kommer med en sang, som jeg egentlig godt kan lide. Den har et godt budskab om at turde stå ved sig selv og være ”Proud”, som sangen hedder. Når jeg alligevel vurderer den ret lavt er det mest fordi det ikke fungerer ret godt på scenen. Hun er på scenen senere end Rusland, og begge har spejle med på scenen. I modsætning til Sergey står hun dog stille på scenen, så scenebilledet bliver mere statisk i hendes tilfælde, og det kan måske også komme til at virke sådan lidt copycat-agtigt, at hun også har spejle med, selv om det vel er lige så originalt for hende som for Sergey.

Stemmen kan man ikke klage på, og det er da heller ikke helt umuligt, at hun klarer skærene alligevel.

(c) Andres Putting

En anden stor stemme har Anna Odobescu fra Moldova. Hendes sang ”Stay” har faktisk et lille danske islæt, i og med de to danske brødre Jeppe og Thomas Reil har været med til at skrive sangen. Anna Odobescu er blevet sammenlignet med store sangerinder som Celine Dion og Lara Fabian, som jo begge har gjort det godt, også i Eurovision-sammenhæng – og det er med rette. Hun er på scenen i total divastil med stor, hvid flødeskumskjole, og hendes sang er en rigtig powerballade med en sød tekst til en god melodi. Hun har en sandtegner med på scenen, hvilket giver en god effekt til sangen, i og med at historien bliver understøttet og fortalt gennem tegningerne.

Nummeret er på ret tidligt i showet, nemlig som nummer 3. Det, sammenholdt med at hun på mærkværdigvis ikke har en eneste kameravinkel, hvor hun ikke kigger væk fra kameraet, så tror jeg ikke at folk vil kunne mærke sangen så meget som de skal kunne, hvis de skal stemme på den.

(c) Andres Putting

Fra store stemmer til en stemme, der mere er unik end egentlig stor i klassisk forstand. Østrig stiller op med Pænda og sangen ”Limits”, som hun synger med en nærmest overjordisk æterisk stemme – i starten af sangen er hendes vokal nærmest hviskende, men får mere styrke på i slutningen af sangen. Stagingen er ret enkel, holdt helt i blå, hvilket matcher hendes blå hår(!), og det passer godt  til sangen.

Man kan ikke nægte, at sangen har en vis fascinationskraft, men min fornemmelse er, at den vil have svært ved at fange publikum hele vejen gennem. Hun er på lige efter Sverige, hvilket nok heller ikke hjælper hende, så jeg tror ikke at det vil lykkes for hende at gå i finalen, om end jeg godt kan se sangens kvaliteter.

(c) Andres Putting

Kroatien repræsenteres af den kun 19-årige Roko. Han skal synge sangen ”The Dream”, som er skrevet af Jaques Houdek, som selv repræsenterede Kroatien ved Eurovision 2017. Man kan godt høre, at der er en vis lighed mellem de to numre – -og det er ikke nødvendigvis en god ting. Mange vil nok mene, og ærligt talt ikke helt ufortjent, at teksten til ”The Dream” er lige et nummer (eller to) for cheasy, og det er heller ikke just alle, der er fans af sceneshowet, hvor der blandt andet indgår store guldvinger.

Omvendt må man give Roko, at han virkelig leverer varen. Han har en helt fantastisk stemme, måske aftenens bedste, og uanset om man synes sceneshowet er for meget, så passer det godt til sangen – så hvem ved, måske lykkes det dem at tage en plads i finalen.

(c) Thomas Hanses

Rumænien har, lige som Kroatien, skruet godt op for sceneshowet i år. Vi præsenteres for et gotisk univers, hvor Ester Peony starter sangen siddende i en lænestol. Bagvæggen fortæller en historie om stadig mere ødelæggelse, og da Ester kommer op fra stolen, så understreger hendes dansere også historien sammen med hende.

Det lyder jo alt sammen meget godt, og det ser også godt ud, men jeg får altså lidt følelsen af, at det er et sminket lig. Der er ikke meget at komme efter i sangen, og jeg keder mig, selv om der sker masser på scenen. Det er selvfølgelig muligt, at det bare er mig der ikke ser det for mig – det vil tiden vise.

(c) Thomas Hanses

De usandsynlige

Irland kommer med et nummer, “22” (ja, det hedder den altså), som godt kunne få en placering der svarede til titlen, hvis der da havde været 22-23 sange med i semifinalen. Det er der ikke, men den er med i dysten om sidstepladsen. Sangen er egentlig fint præsenteret, i et setup, der ligner en amerikanske mælkebar fra 50-erne, komplet med disk hvor hun hænger ud med sine dansere. Baggrunden matcher også scenografien, så i den forstand er alt i orden. Det ændrer imidlertid ikke på, at sangen er temmelig forglemmelig, sangerinden Sarah McTernans vokal er noget usikker, og så er sangen på scenen som nummer to, hvilket heller ikke hjælper. Alt i alt et sikkert exit for Irland.

(c) Thomas Hanses

Og kan det så blive værre? Ja, det kan. Letland stiller op med en sang, som de angiveligt ikke helt selv tror på kommer langt, og det er der mildest talt heller ikke mange andre der tror. Carousel, som bandet der repræsenterer Letland hedder, er i klassisk bandopstilling, med forsangeren forrest. Hun har lige været på stranden, ser det ud til, og tiden må være løbet fra hende, for hun har tilsyneladende ikke haft tid til at skifte. I hvert fald er hun iført luftig kjole og sommerhat. Sangen kunne godt være en man lyttede til på en dunkel loungebar ud på de små timer med sin foretrukne samtalepartner, men i denne sammenhæng, der fungerer den altså ikke.

(c) Andres Putting

Hvem går videre?

Der er altså tale om en semifinale med relativt mange, som der sikre ud, og temmelig mange det ser svært ud for. De ti jeg tror går videre er:

Sverige

Holland

Schweiz

Rusland

Azerbaijan

Danmark

Norge

Malta

Armenien

Litauen

maj 16th, 2019 by