Hollandsk ballade, svensk gospel, australsk vægtløshed eller islandsk BDSM? Hvem vinder Eurovision 2019?

Så gælder det for alvor. Efter to semifinaler, hvor det ”bare” har handlet om at komme i top ti, så man kunne komme i finalen, er det nu tid til at det hele skal afgøres. Bliver det mon forhåndsfavoritten Holland, der ender som vinder, for første gang siden 1975? Tager Sverige endnu en sejr? Eller bliver det mon et land, som aldrig har vundet før, der vinder?

Finalen er altid sværere at vurdere end semifinalerne. Dels er der væsentligt flere lande med, hvilket også betyder, at rækkefølgen sangene præsenteres i, får en støre betydning – og så er der jo forskel på at vurdere, at en sang kommer i top 10, og hvilken specifik placering den før – men lad os kaste os ud i det.

Helt i top

Der er mange om buddet til de absolutte topplaceringer, men efter moden overvejelse bliver mit vinderbud bookmakerfavoritten Holland. Stemmemæssigt har Duncan Laurence leveret fuldstændig i top hver gang, og sangen er i sig selv meget velskrevet, og let at huske. Personligt var den en af de sange, som jeg syntes om med det samme jeg hørte den, og at man kan lide sangen med det samme er en god markør for, at det er en sang der så at sige virker. Han er på scenen som nummer 12, hvilket er rigtig fint, når nu han skal synge i første halvdel.

Sverige er landet, som jeg tror bliver den største trussel for Holland, i kampen for sejren. John Lundvik kommer med en sang, som fænger med det samme, og et sceneshow, som bare virker. Sammen med sine Mamas, som de fire gospelsangerinder kalder sig, skaber han en fest på scenen, og i øvrigt også hos publikum, i hvert fald i salen. Lige som Duncan Laurence leverer også han fuldstændig sikkert hver gang, så måske er det i år Sverige tangerer Irlands rekord for antal sejre.

Flere sange i år er, ikke helt uden grund, blevet kritiseret for at trække lidt rigeligt på virkemidler, som vi så hos sidste års andenplads, nemlig Cyperns sang ”Fuego”. Schweiz er et af de lande, og der er også lidt om det, men jeg synes trods alt, at den ligger så langt fra, at det ikke er helt skamløst – og så er Schweiz det land, som har den bedste sang i sin genre. Sangen ”She Got Me” er uroligt fængende, Luca Hänni, som synger sangen, er charmerende, og de får skabt et fest på scenen. Oven i købet er Schweiz, modsat de andre forhåndsfavoritter, velsignet med et nærmest perfekt startnummer, som nummer 24 ud af 26 sange, så folk kan huske sangen efter at have hørt alle 26 sange.

Sceneshows er ikke Italiens specialitet, må man vist have lov at sige. Af en eller anden grund bliver deres sange altid lidt tamme at se på, synes jeg. På trods af det klarer de sig stort set altid aldeles fremragende, og det kommer de nok også til i år. De stiller op med sangen ”Soldi”, som hurtigt blev fan- og bookmakerfavorit, men det er som om interessen for sangen er blegnet lidt på det seneste. Det ændrer dog ikke på, at det ER en god sang. Jeg har en ret klar fornemmelse af, at unge mennesker, i hvert fald i Danmark, er tiltalt af sangen – det er sagt ud fra både egne og venners oplevelser med unge mennesker, som hører sangen. Jeg tror på noget der ligner en fjerdeplads til sangen, men hvem ved, måske kan den gå hen og vinde.

Det sker mere eller mindre hvert år, at en sang som ellers ikke har fået den helt store foromtale, laver et så spektakulært eller unikt sceneshow, så det pludselig er en sang der får en høj placering. Sådan kunne det godt gå for Australien i år. Mange syntes vist, at sangen ”Zero Gravity” var lidt småskør, og forventningen var hos mange, at Australien ville få sit dårligste resultat nogensinde. Imidlertid har de fået skabt et sceneshow, der teknisk er fuldstændig unikt, med sangerinden Kate Miller-Heidke og hendes to korsangerinder, der hænger på hver sin stang højt over scenegulvet. På tv-billederne ser det helt vildt ud – det er virkelig lykkedes at skabe illusionen af vægtløshed. Den er på scenen som nummer 25, så igen har vi tale om en sang, der vil blive husket, og som vil få mange point for sit unikke udtryk – og så det det retfærdigvis også siges, at Kate Miller-Heidke synger virkelig godt. Det der kunne tale imod var hvis juryerne syntes at det blev for meget show og for lidt kvalitet i sangen.

Flotte placeringer

Lige som Australien er også Azerbaijan gået frem i forventningerne hos bookmakerne. Chingiz stiller op med et kraftfuldt nummer, som præsenteres i et hich tech-tema på scenen med robotarme og flotte effekter. Jeg er nok ikke så solgt som mange andre, men anerkender at sangen er velsunget og flot præsenteret.

Rusland søger oprejsning fra sidste års katastrofe med Yulia Samoylova. De stiller op med Sergey Lazarev, som i 2016 gav dem en flot placering. I år er sangen temmelig meget anderledes, og ligeledes iscenesættelsen. Sergey er alene på scenen med sine otte skærme. På trods af, at han sådan set performer godt – hans stemme er stensikker hver gang – så tror jeg ikke helt på en topplacering. Trods den teknisk flotte præsentation på scenen, så virker det ikke helt. Desuden taler det imod ham, at han allerede er på scenen som nummer 5. Når alt det er sagt skal han nok få masser af point, især fra nabolandene.

Den mest omtalte sang i år i de medier, som ikke er fanmedier, er Island. Deres sang, som vistnok går under genren industrial (her er jeg absolut ikke ekspert) og deres påklædning, eller mangel på samme, på scenen har trukket store overskrifter, og er både blevet kaldt perverteret, bøsseri og meget andet. På trods af at sangen absolut ikke er blandt mine personlige favoritter, så anerkender jeg at nummeret et godt skrevet – teksten er faktisk værd at lytte til – og at det er et godt stykke musik i sin genre. Når jeg trods alt kun har den på 8. pladsen, så er det fordi jeg tror at den sætter mange af, især måske i lande, som ikke har så frisindet en kultur.

Grækenland stiller op med Katerine Duskas sang ”Better Love”. Hun har en smuk, lidt speciel stemme, og sangen er ret stærk. Det er måske nok en lidt løjerlig måde den præsenteres på scenen, men det ændrer ikke på, at jeg tror en del på, at den får en pæn placering. Den er placeret i første halvdel, men som nummer 13, så dens startnummer må også antages at være bedst muligt – lige bortset fra, at det er lige efter favoritten Holland.

Jeg skrev tidligere, da jeg omtalte Schweiz, at nogle lande måske havde ladet sig inspirere lidt rigeligt af Cyperns bidrag fra sidste år – og et af de lande er Cypern selv. Tamta, som sangerinden hedder, fik sidste år tilbudt at synge ”Fuego”, men afslog – men hvad gør det også, når man bare kan lave et ”Replay” året efter. Replay er lige netop titlen på årets sang, og den præsenteres af en nærmest nøgen Tamta. Hun ligner en, der har klædt sig ud som Madonna, dog med en lettere tvivlsom sangstemme. Den får nogle point fra folk der gerne vil have en fest, men det bør ikke række til mere end en 10. plads.

Placeringer i midten

Norges sang har jeg lidt svært ved at blive klog på. Det er en total Grand Prix-basker, og vil tale lige ind i hjerterne på dem der går efter det letfattelige pop – og det er der slet ikke noget i vejen med. Spørgsmålet er, hvor stor en mængde stemmer der ligger i det. De er energiske på scenen, og ser søde ud, men er sangen stærk nok. Jeg er i tvivl, og ender derfor på en placering lidt over midten.

Tjekkiet fik sidste år deres suverænt bedste placering nogensinde, en 6. plads, og i år prøver de at følge op med en sang, der til dels har nogle lignende elementer. Der er masser af charme og kækhed hos gruppen Lake Malawi, og nummeret præsenterer sig godt på tv. Det skal altså nok gå fint for dem, men med en placering i startrækkefølgen som nummer 3, og et nummer der trods alt i kvalitet ikke helt matcher deres sang fra sidste år, så tror jeg kun det rækker til cirka en 12. plads.

Nordmakedonien har under deres tidligere navn ”Den tidligere jugoslaviske republik Makedonien” ikke ligefrem været forvænte med godt placeringer. Siden 2007 har de kun været i finalen en enkelt gang, og deres bedste placering er en 12. plads. Jeg tror også at det cirka er det niveau de lander på i år. De deltager med en sang, som har et sympatiske tema, og som synges godt af Tamara Todevska. Den er dog lidt kedelige præsenteret, og ligger heller ikke super godt i startrækkefølgen.

Frankrig har en meget sympatisk sang med, som også præsenteres sympatisk på scenen. Bilal Hassani har en overvægtig balletdanser og en døv danser med sig på scenen, og deres historier præsenteres på scenen sammen med sangen ”Roi”, i en slags gensidig forstærkning. Det skal nok give nogle point, men sangen er, helt ærligt, ikke super stærk, så jeg tror trods alt kun det rækker til en placering omkring midten.

Serbien kommer med en sang, der taler lige ind i balkanhjertet. Nevena Božović synger godt, sangen præsenterer sig godt på scenen og har i det hele taget alt en god balkanballade skal have. Man kan med rette diskutere, om sangen kommer ti år for sent, for dengang havde det sikkert rakt endnu højere, men med et godt startnummer, nummer 23, så tror jeg nok der skal være nogle stemmer i sangen.

I den tunge ende

Spanien er sidst på scenen med en total humørpille. Der er smæk på alle tre minutter, og Miki og danserne gør alt hvad de kan for at underholde os. Det kunne give nogle point, og det gør det sikkert også, men der er også andre energiske sange, der er bedre, i slutningen af showet, så jeg er ikke super optimistisk på deres vegne.

Sloveniens sang er en der skiller vandene. Nogle synes det ser gudsjammerligt kedeligt ud, andre fanges af det intime univers der bliver skabt mellem de to på scenen. Nogle synes sangen er intetsigende, andre at den er spændende. Personligt hælder jeg nok til det sidste, men tror trods alt ikke, at det rækker til mere end omkring en 17. plads.

Og så til Danmark. Egentlig synes jeg at vi fortjener en bedre placering, men jeg tror vi får det svært. Et ret tidligt startnummer som nummer 6 kunne godt gøre, at vi druknede lidt i mængden. På den anden side, så skiller sangen sig på sin vis ud, og de gør det super godt på scenen, så der er ikke som sådan noget at komme efter. Det ser bare ikke ud til, at den appellerer til nok mennesker til at det rækker til en god placering, desværre. Men lad os håbe på, at jeg tager fejl.

Estland kommer med en sang, som er let at synge med på, og som leveres godt af Victor Crone. Jeg tror bare, at dem der kunne tænkes at stemme på Estland i hvert fald i nogen grad i stedet vil stemme på nogle andre. Han har et okay startnummer, nummer 18, men det tror jeg ikke er nok til at give succes til dem.

Det gør næsten ondt på mig at placere værtslandet Israel helt nede på 20. pladsen, og jeg håber på en bedre placering, for jeg synes faktisk at sangen er virkelig god, og at Kobi Marimi gør det super godt på scenen – men jeg kan konstatere, at jeg tilsyneladende står lidt alene med den antagelse. Jeg tror dog nok, at der skal blive skrabet lidt stemmer sammen til den, så den i det mindste ikke havner helt i bunden.

Helt i bund

Storbritannien stiller med Michael Rice, som ser sød og sympatisk ud, og som synger samen ”Bigger than us” godt. Sangen er blandt andre skrevet af John Lundvik, og man kan bestemt godt fornemme hans tone i sangen. Sangen er dog ikke nær så vellykket som ”Too Late For Love”, og kan meget vel komme til at fremstå som en dårlig kopi af den.

Malta har der været en vis mængde forventninger til. Der er endnu engang lånt lidt af ”Fuego”-viben, men det bliver et lidt dårligt forsøg. Michela Pace ser lidt ukomfortabel ud på scenen, og sangen er forglemmelig, hvilket ikke er så godt, når nu den er først på scenen.

Albanien var et af de lande, der ikke var tippet til et sikker finaleplads. Sandsynligvis er hun kommer til finalen på en noget yderlig plads. Jeg er personligt glad for at det lykkedes, for jeg kan godt lide sangen, men med en startplacering som nummer 2, og en sang der er på albansk og ikke den lettest tilgængelige, så bliver det svært.

Hviderusland var også lidt undertippet, men klarede sig videre, nok mest på et godt sceneshow – og det må man indrømme at de havde. Sangen er dog ikke særlig stærk, så jeg tror ikke det rækker til den store placering.

Årets hidtil største overraskelse stod San Marino for, da Serhat gik videre fra 1. semifinale. Det var og er mig en gåde, hvordan det kunne lade sig gøre, for han sang simpelthen som en brækket arm i semifinalen – og det var kun endnu værre, da juryerne skulle stemme til finalen fredag. I semifinalen var han sidst i startrækkefølgen, men nu er han nummer 7, så han har ikke den friske erindring som fordel her. Han skal nok få nogle point fra nogle der synes at sangen er sjov, men det bør ikke række langt.

Det er ofte et Big Five-land, der tager sidstepladsen, og den tvivlsomme ære tror jeg tilfalder Tyskland i år. De to piger er søde og synger egentlig også godt, men sangen ”Sister” er ikke specielt stærk, og er i hvert fald ikke en der overlever, at folk lige skal høre 22 sange efter den, og stadig synes at de vil stemme på den.

(c) EBU
maj 18th, 2019 by