Category: Ikke kategoriseret

maj 13th, 2017 by denmark12points

Efter 4½ måneder, hvor der en efter en er valgt sange til årets Eurovision, som derefter er blevet vurderet, diskuteret og rangordnet af tusinder, måske millioner af fans, er vi nu fremme ved dagen, hvor det hele for alvor bliver afgjort – finalen.

Foruden de 6 sange, som er direkte kvalificeret, er 20 sange valgt via de to semifinaler, og er det så de rigtige? Helt personligt savner jeg især Finland, som jeg synes havde et aldeles fremragende nummer, især i forhold til visse andre, der kom videre, Polen ikke mindst. Estland er nok den største overraskelse – mange mente, at den var et af de sikreste kort, i forhold til at gå videre. Et noget underligt og ulogisk sceneshow gav mig dog anelser om, at de måske ikke var så sikre på en god placering endda. Dog havde jeg troet, at de ville tage sig til finalen alligevel.

Efter disse indledende ord, så lad os kaste os over aftenens felt. Jeg har valgt at inddele sangene i fem kategorier, men stadig rangordnet indenfor kategorierne.

Helt i top, plads 1-5

Der er især to sange, som ligner brandvarme vinderbud. For mange vil det næppe være en overraskelse, at jeg tænker på Italien og Portugal. Italien har indtil for få dage siden været nævnt som en given vinder, og det er ingen overraskelse. Italiens sang er super fængende, har en catchy melodi og en god tekst, som dog kan have ulempe af at være på italiensk, fordi mange så ikke forstår den, og forstår at den faktisk er meget intelligent. Francesco Gabbani optræder stensikkert og charmerende, og i det hele taget burde vejen frem mod sejr ligge åben for ham.

Når han så alligevel måske ikke er en given vinder, er det fordi Portugal har en sang, som kan noget af det samme, og så noget andet. Salvador Sobral har den mest inderlige, klassisk smukke, hjerteknusende bedårende sang med. Alene det at kalde en sang hjerteknusende bedårende er for mig noget ganske nyt, og det siger noget om, at den rører ved noget helt særligt. Særligt, og ikke uinteressant, synes denne sang at tale til mennesker, der ellers ikke ser Eurovision – det er ”rigtig musik”, dette her. Den snu læser vil nu sige: ”Hov hov, den sang kan folk da heller ikke forstå teksten på, den er jo på portugisisk!”. Det er også helt korrekt, men sangen har den fordel, at man ikke behøver at forstå teksten – som for resten handler om at få sin elskede, som har forladt en, tilbage – for at forstå meningen.

Alle disse ord skal jo gerne føre hen til mit bud på, hvem der så vinder af de to – og jeg ender med at pege på Portugal. Jeg tror at den vil kunne trække bunker af jurystemmer, og også seerstemmer nok. Italien er dermed mit bud på en andenplads.

Bulgarien har fået masser af god omtale gennem hele forløbet op til semifinalerne, og også efter 2. semifinale, hvor Kristian Kostov deltog. Han har et æstetisk flot show, og en god stemme og fremtræden på scenen. Derudover er han velsignet med et plads næstsidst i startrækkefølgen, og seerne vil dermed have ham i frisk erindring, når de skal stemme.

Rumænien kommer med en rigtig humørpille i form af sangen Yodel it – og den har jeg også en del tiltro til. Den har et godt startnummer, nummer 20. Især den kvindelige del af duoen synger virkelig godt, og de har et godt samspil. Baggrunden er fra starten med til at løfte sangen, og skaber masser af liv på scenen. De to kanoner på scenen, har jeg svært ved helt at forstå pointen i, men det ændrer ikke på, at jeg tror der er masser af point til denne sang.

Azerbaijan var, især i de første år de deltog, et land man måtte regne med i toppen hvert år. Således lavede de top 5-placeringer hvert år fra 2009-2013. Siden har de haft svært ved at komme helt i top, men i år kan være året, hvor de gør comeback i toppen. Dihaj synger sangen Skeletons med stor nerve, og der er skabt et flot og spændende univers omkring hendes sceneoptræden, som næsten går i et med hendes egen fremtræden i tøj, hår og makeup. Det er spændende og interessant at se på, og jeg tror på en god placering.

Flotte placeringer, plads 6-10

Det gør næsten en smule ondt på mig at skrive, men jeg spår, at der endnu engang er en topplacering til Sverige. Robin Bengtsson og hans fire dansere, eller gangere fristes jeg næsten til at sige, har en sceneoptræden, som sidder lige i skabet hver gang, og tydeligvis er øvet til total perfektion. Det er, i bedste svenske stil, super effektivt, men ærligt talt synes jeg også, at det bliver lidt kedsommeligt. Når det bliver så perfekt og millisekund-præcist, så synes jeg at det bliver lidt sjælløst – som var det en robot, der var på scenen.

Omvendt Sverige har jeg det med Ungarn, hvis bidrag jeg er meget begejstret for. Joci Pápai synger sit hjerte og følelser ud i årets mest folkloristiske indslag. Endnu engang er der tale om en sang med et vigtigt budskab på andet end engelsk. Selv om de fleste seere heller ikke med dette nummer vil kunne forstå teksten, så tror jeg at meningen kommer frem alligevel. Der er skabt et fint univers på scenen, som på en god måde understøtter sangen. Jeg tror og håber på en god placering.

Armenien er hvert år garant for et spektakulært og interessant sceneshow, og gode, solide sange – således også i år. I år er sangen måske knapt så lettilgængelig, som andre sange man har set fra deres side, men kvaliteten fejler ikke noget, og ej heller det flotte sceneshow. Jeg tror på endnu en top 10-placering, hvilket i så fald vil være deres ottende i 11 forsøg – flot flot. Et lille minus er der dog i deres startplacering som nummer 5 – men mon ikke det går alligevel.

Israel sluttede sin semifinale, og i finalen er han først på scenen. Hvor man normalt siger, at det er en ulempe at være i første halvdel, tror jeg at det er godt for Israel at være allerførst. Sangen giver fest på scenen fra første øjeblik, og den varer lige til sidste sekund. Energisk, og med masser af eye-candy – jo, det skal nok komme til at gå rigtig godt.

I semifinalen havde jeg valgt at se bort fra Belgien, i de ti sange jeg vurderede ville gå videre. Det på trods af, at mange vurderede Blanche, som sangerinden hedder, til at have absolut topchance før prøverne gik i gang. Mange oplevede imidlertid, lige som jeg, at hendes sceneoptræden var aldeles rædselsfuld. Hun lignede en, der var ved at falde død om af skræk, et indtryk, der er gået igen, når man har set hende i andre sammenhænge, f.eks. i green room. Læg dertil, at der ikke er noget sceneshow til sangen, hvilket den ellers efter min mening indbyder til, og ikke mindst at hendes stemme ikke imponerer. Når jeg alligevel nævner hende allerede her, er det fordi den virker til stadig at have et publikum – men det skulle nu ikke undre mig, hvis det gik dårligere.

Mellemplacering, plads 11-15

Danmark har helt sikkert gjort en god figur i semifinalen, og jeg tror at vi har været sikkert videre. Med start nummer 10 tror jeg ikke, at det rækker til en plads i top 10, men det kunne sagtens blive en mellemplacering. Anja synger jo godt, og har også en god sang. Vi krydser fingre for et godt resultat.

Australien har været lidt under deres sædvanlige niveau i år – men der skulle selvfølgelig også meget til, for at leve op til de store succeser de foregående år. Sangen er ikke helt så god som de foregående år, og hans sceneshow virker ikke super godt, selv om det har nogle flotte elementer.

Storbritannien har haft endog meget svært ved at få gode placeringer de seneste år, men i år har de et udmærket bud. Lucie Jones synger godt, og den ret enkle iscenesættelse passer godt til sangen. At der er dansk islæt i sangen, fordi Emmelie de Forest har skrevet den, gør det jo ikke mindre interessant med danske øjne. Den bør klare sig fint.

Kroatiens sang i går er noget af en specialitet. Jacques Houdek synger så at sige duet med sig selv, og det er sådan lidt smag og behag om man bryder sig om det koncept. Personligt kan jeg rigtig godt lide sangen, men syntes ikke at den fungerede super godt på scenen. Hans stemme kan der dog ikke siges noget dårligt om, så måske rækker det længere end den mellemplacering, som jeg altså har tippet.

Moldova står for et af de mest irriterende numre i år. Ved semifinalen blev den skamløst promoveret af værterne, og måske bragte det dem i finalen. Jeg tror ikke på, at en epic sax guy og nogle brude, der synger ind i deres brudebuket er nok til en højere placering – og stod det til mig, blev placeringen endda lavere. Der er dog ingen tvivl om, at det har et publikum.

I den lidt tunge ende, plads 16-20.

Cypern stiller op med en rimelig velfungerende sang med et godt sceneshow. Det er næppe nok til de høje placeringer, men det bør kunne trække point nok til en placering omkring nummer 16. Hovig synger godt, og nummeret, som er af den navnkundige Thomas G:son er effektivt, og med et fint omkvæd.

Frankrig virkede i starten som et hot vinderbud, men det er som om den er blegnet lidt. Dels har den ikke fordel af at være delvist oversat til engelsk, dels er iscenesættelsen noget kedelig. Den er sidst på, og det kan selvfølgelig have en betydning, men jeg tror at en placering mellem 16-20 er, hvad det kan blive til.

Hviderusland har et for dem sjældent fint nummer. Duoen, som synger sangen på hviderussisk, er meget likeable, og i det hele taget giver det hele et meget sympatisk udtryk. Iscenesættelsen er lidt romantisk, hvilket jeg synes passer godt til sangen. Jeg havde gerne sat den højere, men min fornemmelse, i forhold hvad andre også siger om sangen, siger mig, at den nok ikke kommer så højt op endda.

Ukraine er jo hjemland, og stiller op som nummer 22. Det ville umiddelbart ligne nøglen til succes, men der er tilsyneladende ikke mange, der er faldet for årets mest rockede indslag. Personligt synes jeg ret godt om sangen, men tilsyneladende står jeg lettere alene med den betragtning. Jeg tror dog, at den alligevel må kunne trække nogle stemmer.

Norge stiller op med en sang, der egentlig er ret moderne i udtrykket, og har også et ok startnummer, nummer 17. Den skal nok trække nogle stemmer, uden at jeg tror den er stærk nok til at ryge i den bedste halvdel.

Helt i bund, plads 21-26

Grækenland har i og for sig et godt og effektivt sceneshow, og en ok sang. Demy gør det bare ikke super godt – hun blegner stemmemæssigt noget, ved siden af alle de sangere og sangerinde i finalefeltet, der har fantastiske stemmer, så det kan godt blive svært for Grækenland at leve op til de flotte resultater, som de ofte har fået.

Holland har, efter i mange år at have ualmindeligt svært ved at komme i finalen, i de senere år fået pæne resultater. I år satser de på, at trioen O’g3ne skal bringe endnu en god placering hjem. De tre kvinder er da også gode, både for øjet og øret, men det bliver også bare lidt kedeligt. De synger godt, men der sker ingenting på scenen, og de har i den grad ikke kameraerne med sig. Når de ydermere har en startplacering som nummer 6, så jeg tror ikke at det rækker langt.

Østrig har ikke tiltrukket sig den store opmærksomhed, men hvor Hollands sang ikke fungerede på scenen, får Nathan Trent alt han overhovedet kan ud af nummeret. Hele setuppet er meget sympatisk, og han fortjener måske også nok at komme op over den placering, som jeg her har tippet ham til – men med en startplacering som nummer 4, og et nummer, som trods alt ikke er super stærkt, så tror jeg ikke meget på det.

Spanien giver egentlig et meget sympatisk indtryk på scenen, og Manel Navarro og hans band skaber en god stemning på scenen. Sangen er dog noget repetitiv, og efter et minut synes man ligesom at man har hørt den.

Tyskland fik både sidste og forrige år en sidsteplads, og man kunne frygte, at de lavede et hattrick. Det er ikke fordi Levina ikke kan synge, og sangen er heller ikke helt ringe. Snarere er den det, som svenskerne kalder mellanmjölk – hverken rigtig god eller rigtig dårlig, og ofte er det faktisk de sange, der ender med at blive sidst. Jeg er altså ikke særlig optimistisk på deres vegne.

Når jeg ikke tipper Tyskland til en sidsteplads, er det fordi jeg har svært ved at se, hvem der skulle stemme på Polen. Jeg anerkender at Kasia Mos synger godt, men sangen er jævnt kedelig, og der sker absolut ingenting på scenen. Læg dertil, at hendes nummer i startrækkefølgen er den frygtede plads 2, og du har opskriften på at klare sig dårligt.

Posted in Ikke kategoriseret

maj 9th, 2017 by denmark12points

På lørdag 13. maj løber den store finale i Eurovision 2017 af stablen. Mandag aften har der været generalprøve på semifinale 1. Generalprøven var samtidig jury-semifinale hvilket betyder, at juryerne har givet deres point allerede mandag. Det var altså en vigtig aften for de 18 kunstnere, der var på scenen.

Denmark12points.com var selvfølgelig på plads på tilskuerrækkerne, og vil her komme med et bud på, hvilke ti sange der klarer sig videre til finalen lørdag, og hvem der må rejse skuffede hjem. Traditionen tro er sangene delt op i de sikre, de sandsynlige, de usikre og de usandsynlige.

Billederne i artiklen er taget af Michael Thygesen fra www.good-evening-europe.dk.

De sikre

Denne semifinale fremstår meget åben, og med få sange der kan udelukkes, og også relativt få sange, der virker til at være forholdsvis sikre finaledeltagere.

En af de, der dog virker som et ret sikkert bud er Sveriges Robin Bengtsson med sangen ”I can’t go on”. Dem der har set Melodifestivalen vil genkende koreografien, komplet med løbebånd og start ude i scenens kulisse, og lige som i Melodifestivalen fremstår deres show fuldstændigt gennemkoreograferet, effektivt og professionelt udført. Den må være stensikkert i finalen.

Igen i år kommer Azerbaijan med et effektivt, kraftfuldt og visuelt flot nummer. Sangen ”Skeletons” bliver sunget inde i en slags boks med ord skrevet med kridt på væggene. Undervejs i nummeret væltes væggene, og der afsløres både et menneske med heste hoved og andet godt. Netop det meget abstrakte scenebillede kunne være noget der gjorde, at nogle seere måske kunne stå lidt af på det, men jeg tror nok at hun skal klare sig videre.

Et af de lande, som ikke kommer til at hjælpe Azerbaijan videre er Armenien. De to lande har et stort had til hinanden, og kunne ikke drømme om at stemme på hinanden. Ikke desto mindre tror jeg også, at Armeniens Artvik kommer sikkert videre med sangen ”Fly with me”. I vanlig armensk stil er nummeret bygget super flot op. Hele set-upppet er dragende, smukt og virkelig gennemført og æstetisk udført. Læg dertil, at Armenien tilsyneladende har mange venner, så har du en sikker finalist.

De sandsynlige

Der er et ret bredt felt af sange, der kunne falde i denne kategori, så mange at nogle af de sandsynlige måske bliver usikre, men her er de sange, som jeg trods alt mener, må have en pæn chance for en finaleplads.

Australien er i år med i Eurovision for tredje gang, og de to foregående gange er det blevet til en femte- og en andenplads. I år deltager Isaiah med nummeret ”Don’t come easy”, og det mener jeg er deres svageste nummer hidtil – hvilket jo heller ikke siger så meget, deres hidtidige placeringer taget i betragtning. Isaiah har en stor og flot stemme, og han gør det godt på scenen. Baggrunden er smukt udført, blandt andet med billeder af Isaiah selv, og nummeret fremstår meget gennemført. Når han alligevel ikke kommer i kategorien ”De sikre”, er det fordi hans optræden, i hvert fald live, kommer til at fremstå lidt indadvendt – men mon ikke nok han skal klare den endda.

Portugal stiller i år op med en sang, som i den grad deler vandene. Sangen er i 50-60er-stil, og anses blandt nogle som gammeldags og kedelig, af andre (denne skribent blandt andet) som tidløs og charmerende. Dertil kommer, at hans sceneoptræden mildest talt ikke er en man ser hvert år i Eurovision. Salvador Sobral har sin helt egen, meget ekspressive stil, hvor man virkelig mærker, at han føler sangen, men det kan også virke forstyrrende for nogles øjne. Han har ofte optrådt i noget tøj, der har lignet noget, der er produceret for mange år siden, og hvis det kan berolige nogen, så er nyheden, at hans tøj ikke er helt så outreret som det man nogle gange har set ham i. Jeg tror og håber på en finaleplads til Portugal, og giver credit for at sende noget, der ikke er mainstream.

Af helbredsmæssige grunde kunne Salvador Sobral ikke deltage i prøverne, hvor dette billede er taget. Derfor er det hans søster man ser på billedet.

Efter at Grækenland sidste år, for første gang siden der blev indført semifinaler i 2004, oplevede ikke at gå i finalen, er de i år tilbage med et mere sikkert kort. Demy synger ”This is love” med stor kraft og sikkerhed. Sangen har derudover et flot og meget effektivt sceneshow, med to mandlige dansere der danser rundt i et lavt kar med vand – så er der også noget til nogle af kvinderne og nogle af husarerne – så det ligner en finaleplads.

Hvor nogle af de andre landes sange virker lidt for kalkulerede og mainstream, stiller Letland op med en sang, der skiller sig meget ud fra mængden. Der skabes et meget farverigt, næsten psykedelisk, univers på scenen af forskellige selvlysende farver, og sangerinden Agnese Rakovska fra gruppen Triana Park har en meget speciel vokal, som fuldstændig passer til sangen. Jeg tror bestemt, at denne sang har et publikum, og når man dertil tager i betragtning, at sangen optræder sidst, så tror jeg at det er en sandsynlig finaledeltager.

De usikre

Som beskrevet ovenfor, er grænsen mellem de sandsynlige og de usikre mere udvisket i denne semifinale, end normalt. Der er mange, som kunne have en chance, men som ikke kan anses som sikre.

Georgien stiller op med sangerinden med det lettere gastronomiske navn Tako. Hun synger sangen ”Keep the faith”, som er en rigtig red verden-sang, som ingen kan være uenige i. Hun har effektfuldt fyrværkeri, og masser af det, og hun synger uden tvivl godt. Det er fint det hele, men fremstår måske også lidt letkøbt, og man når at blive lidt træt af sangen undervejs, for den er noget repetitiv – titlen synges ret mange sange i løbet af sangen.

Albanien har som så ofte før sendt en kvindelig solist med en stor stemme – og at Lindita Halimi har en stor stemme og et stort nærvær, kan man ikke tage fra hende. Sangen er dog lidt middelmådig og forglemmelig, og når hun så samtidig synger som nummer fire, så tror jeg at mange seere vil have forelsket sig i en anden sang undervejs i showet. Dog vil jeg ikke helt udelukke, at hun kan klare sig videre på et yderligt mandat.

En af årets mest omtalte sange er Belgiens sang ”City Lights”, sunget af den kun 17-årige Blanche. Sangen har en lyd, som ikke er særlig Eurovision-agtig, og Blanches lidt dybe stemme, og sangens lidt drømmende grundtone, har begejstret mange. Når den alligevel her anses som usikker, er det fordi hun mildest talt ikke har gjort en god figur til prøverne, og angiveligt også i andre sammenhænge har virket særdeles usikker. Når scenografien heller ikke giver meget positivt til nummeret, og hun står bomstille i et stort, sort skrud af en kjole, så er der efterhånden meget der taler til den negative side. Det er egentlig ærgerligt, for det er bestemt altid godt med anderledes toner i Eurovision, men her forløses det simpelthen ikke.

Blanche havde hvid kjole på ved den prøve, hvor billedet er taget. Den er siden skiftet ud med en sort.

”Men må man så ikke have sort kjole på?”, spørger du måske, kære læser. Jo, det må man godt, hvis det passer til nummeret, og det er Finlands sang et eksempel på. Her er der tale om en melankolsk stemning, så her passer det perfekt, at duoen Norma Johns sangerinde Leena Tirronen er iført sort kjole. De der føler med i de nationale finaler vil kunne huske det drømmende univers, med mørke farver og tøris liggende som et tæppe på scenegulvet i en del af nummeret. Den scenografi er taget med til Eurovision, og medvirker, foruden selve sangen og Leena Tirronens indlevende måde at synge den på, til at deres optræden bliver meget stemningsfuld. Den har ikke fået helt den opmærksomhed, som jeg mener den fortjener, så måske kommer den ikke videre, selv om jeg mener at den fortjener det.

En sang, der til gengæld har vakt opsigt, og helt sikkert også vil gøre det hos seerne, er Montenegros sang, ikke mindst på grund af den måde den bliver fremført. Der er glimmer og glitter over det hele, og Slavko Kalezic okser rundt på scenen, det bedste han har lært, laver helikopteren – med sin lange fletning, forstås – står op og ligger ned, og gør i det hele taget alt hvad han kan. Der er næppe tvivl om, at det er seerstemmer han skal videre på, hvis man skal i finalen, for dybest set er nummeret i sig selv ikke noget særligt, og hans vokalpræstation er heller ikke ligefrem prisvindende i sig selv.

Moldova satser på et sikkert kort i Sunstroke Project, som synger den muntre sang ”Hey mama”. Salens reaktion taget i betragtning virker den til at have et publikum, og nogle vil vel også synes at sangen er charmerende. Den skal sandsynligvis satse på seerstemmer, for juryerne giver den nok ikke meget, men måske kan det være nok til at bringe dem i finalen.

Islands sang ”Paper” er for mig vokset ved at komme på Eurovision-scenen. Sangerinden Svala har et stort nærvær, og scenografien passer godt til nummeret. Der er noget kølighed, både i sangen og scenografien, men omvendt ser Svala sød og smilende ud, og inviterer os med ind i sangen – så hvor det ikke er en sang, jeg har haft den store tiltro til, tror jeg nu lidt mere på, at det måske kan lade sig gøre for Island at gå i finalen, for første gang i tre år.

Cypern stiller op med Hovig, og det meget effektive nummer ”Gravity”. Han gør det super godt, synger godt og bevæger sig godt på scenen. Spørgsmålet er dog, om det bliver for kalkuleret. Der er nogle elementer, der ligner Sergey Lazarovs optræden fra sidste år, og det plejer at være et dårligt tegn, når man kan se ting gå igen. Dog er der ingen tvivl om, at den nok skal få en del stemmer, måske især fra seerne.

De usandsynlige

Polens sang ”Flashlight” fejler egentlig ikke noget i den forstand, at Kasia Mos, som synger sangen, gør det fint, og i en lidt svagere semifinale kunne den også sagtens have været aktuel. Problemet er bare, at man meget hurtigt keder sig. Scenografien er relativt kedelig, dog slutningen undtaget, og sangen er middelmådig og forglemmelig.

Om end jeg godt kan lide sangen, må også Tjekkiet regnes med i denne gruppe. Sangen ”My turn” er egentlig et fint nummer, men Martina Barta brænder ikke igennem på scenen, og virker lidt usikker nogle steder – måske et udslag af nerver. Tjekkiet har i forvejen ikke en særlig god statistik for at komme i finalen, og jeg tror heller ikke at de kommer der i år.

Trods en plads i startrækkefølgen som næstsidst, hvilket ellers generelt er en fordel, tror jeg heller ikke meget på, at Omar Naber fra Slovenien synger sangen ”On my way” til finalen. Hans optræden bliver meget musicalagtig, og det har sjældent været en fordel i Eurovision. Der er heller ikke rigtig nogen nabolande i semifinalen, som kunne give point. Han er sådan set stærk nok vokalt, men i denne semifinale, hvor der er rift om finalepladserne tror jeg, at han kommer til kort.

Hvem kommer i finalen?

Efter lange overvejelser er mit forsigtige bud, at disse ti lande går i finalen:

  • Sverige
  • Azerbaijan
  • Armenien
  • Australien
  • Portugal
  • Grækenland
  • Letland
  • Finland
  • Island
  • Cypern

Især de sidste tre er jeg meget i tvivl om. Især Georgien, Belgien og Moldova er lande, som også godt kunne gå i finalen. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at det bliver spændende.

Posted in Ikke kategoriseret

februar 25th, 2017 by denmark12points

Her følger en gennemgang af de 10 numre i årets Melodi Grand Prix, med vurderinger af deres chancer.

 

Sang 1. Ida Una: One.

Noget tyder på, at der er nogle koreografer, der har kigget tilbage på Emmelie de Forests sceneoptræden fra 2013, og tænkt, at her var et vindende koncept for en ung kvinde, og så tænkt, at en ung kvinde har vi da også her i 2017. Så gør vi det samme. Siddende på scene fra starten af nummeret, råhvid kjole i natur-alfestil, løst hår. Problemet er bare, at dels er nummeret ikke helt så stærkt, og dels brænder Ida Una ikke nær så godt igennem – meget langt fra, faktisk. Hendes sang er faktisk ganske udmærket, og var en sang som jeg på forhånd havde en del forventninger til, men de er faldet en del.

Finale: Måske, men sandsynligvis ikke.

 

Sang 2. Thomas Ring: Vesterbro.

Lige som Ida Una starter Thomas Ring også siddende på scenen, med en enkelt lyskegle. Baggrunden er meget holdt i sort/hvid, som dog skifter til farvede flader. Indtrykket er umiddelbart lidt indadvendt i det, og så er han ikke hjulpet af, at DR tilsyneladende i år er blevet forelsket i billeder, hvor man ser hele scenen. Det går lidt imod den intimitet der egentlig ellers var målet. Det gør at han kommer til at forsvinde lidt på scenen. Det er synd, for nummeret er ellers meget fint.

Finale: Sandsynligvis ikke.

 

Sang 3. Rikke Skytte: Color my world.

Både Rikke og hendes fire dansere er klædt helt i hvidt, og danserne er sminket med hvid farve i ansigterne. Sammen med at der er knald på farverne bag bagvæggen giver det et tribal-udtryk, som passer godt til sangen – så på den måde er alt jo godt. Desværre udfylder Rikke langt fra den ellers gode ramme. Hun virkede meget svag stemmemæssigt, og var heller ikke hjulpet af, at da der undervejs kommer røg på scenen, går røgkanonerne tilsyneladende amok, så der går 10-15 sekunder, hvor man ikke kan se noget som helst på scenen. Lad os for hende håbe på, at Melodi Grand Prix for hende kommer til at gå efter devisen dårlig generalprøve giver en god premiere.

Finale: Nej.

 

Sang 4. Anja: Where I Am.

Hvor der har været nogle på forskellige måder usikre performances, er vi her i stensikre hænder hos Anja. Hun er underskøn i sin røde kjole, og fylder scenen fuldstændig ud, selv om hun er helt alene på scenen. Det er klart den bedste fremføring indtil nu i showet, og denne her sang er et brandvarmt emne til at løbe med sejren.

Finale: Forhåbentligt, og også yderst sandsynligt.

 

Sang 5. Calling mercury: Sweet little lies.

Denne sang regnes af mange som en af de sange der har mindst chance for at vinde, men jeg har nu hele tiden været meget glad for den. Calling mercury lovede jo et intimt show med langsomme kamerabevægelser, og det fik vi bestemt også – men det blev det på ingen måde kedeligt af. Vi bliver præsenteret for en scene med tre skærme med helholdsvis en cellist, en trommeslager og en bassist bagved i silhuet. Foran står Joel og Jeppe, som udgør Calling mercury, Joel med det ret specielle instrument theremin, og Jeppe med en mikrofon. Hver har en lyskegle ned på sig. Jeg synes at de gør det super godt på scenen, og jeg er VILD med sangen. Den er absolut min favorit, men det bliver desværre nok svært for dem.

Finale: Forhåbentligt, men det er nok desværre ikke så sandsynligt.

 

Sang 6. Anthony: Smoke in my eyes.

Denne sang har jeg ikke haft den store tiltro til, men jeg synes faktisk, at han og hans dansere får det allerbedste ud af nummeret. De skaber en skøn og venlig stemning på scenen, og sammen med en masse bevægelse på bagvæggen giver det meget godt indtryk. Super fin performance, som dog nok ikke holder til en top 3.

Finale: Sandsynligvis ikke.

 

Sang 7. Rene Machon: Warriors.

Rene starter alene på scenen, men får i løbet af nummeret selskab af fire dansere. Scenebilledet er fint, med hvid, turkis og lysende pink i baggrunden. De fire dansere gør det godt, men Rene fremstår lidt mere stiv i det. Dette er ikke sang jeg tror på.

Finale: Nej.

 

Sang 8. Sada Vidoo: Northern lights.

Så er vi nået til dette års suværent største udstyrsstykke. Sada Vidoo starter som spilledåse-ballerina, og træder midt i sangen ud af spilledåsen i sin discokugle-lignende kjole. I bedste Sada Vidoo-stil har hun blåt hår, og en stor rød sløjfe i håret. Der er ingen tvivl om, at hendes udtryk er et man husker, og det er også et nummer der tales meget om, også på internationale fansider. Den fortjener såklart også en finaleplads, men jeg synes ligesom, at der alligevel mangler noget. Det er næsten et fantastisk sceneshow, hun brænder næsten igennem og man kan næsten huske sangen som andet end den dukken sang – men også kun næsten.

Finale: Stensikkert.

 

Sang 9. Jeanette Bonde: Hurricane.

For mig er denne sang dagens overraskelse. Jeg havde ikke før liveshowet set Jeanette med den store chance, men det har ændret sig en del nu. Hun starter i et spejlet sort-hvidt billede, og hele vejen igennem flyder man hen i hendes stærke stemme og store udstråling. Hun brænder i den grad igennem, og hun bliver absolut en af dem de andre skal være bange for.

Finale: Sandsynligvis.

 

Sang 10. Johanna Beijbom: A.S.A.P.

Så er der ellers glitter for alle pengene. Glitter på bagvæggen, glitter på tøjet, glitter på danserne, glitter på mikrofonen. Heldigvis passer det rigtig godt til sangen, som i sig selv er lidt af en glitterbombe. For de der er oldschool fans er dette her deres drøm, der er gået i opfyldelse. Dog tror jeg ikke at sangen er stærk nok, trods en god performance og stemme.

Finale: Sandsynligvis ikke, men på den anden side, det er tit gået godt for nummer 10 – så måske.

 

Hvem vinder?

Jeg anser Anja og Sada Vidoo for at være stort set sikre på at gå i finalen. Hvem den tredje bliver er jeg mindre sikker på. Mit bedste bud lige nu er Jeanette Bonde, men Ida Una og Johanna Beijbom kunne også være rimelige bud, Ida fordi hun faktisk har en ret god sang, og Johanna fordi hun laver en kæmpe fest på scenen og er sidst på scenen. Derudover har jeg jo også mit eget håb Calling mercury, men det er nok mere håb end realistisk.

Mit bedste bud på en vinder er Anja. Hun er så megasikker, har kæmpe indlevelse og ikke mindst en rigtig god sang. Sada Vidoo kan selvfølgelig ikke udelukkes, men jeg tvivler på, om nogle måske står for meget af på dukkelooket, og så var hun som sagt ikke helt så overbevisende for mig, som jeg troede hun ville være.

Posted in Ikke kategoriseret

februar 25th, 2017 by denmark12points

Som notorisk tidsoptimist har denmark12points en tendens til at læsse mere arbejde på mig selv end man kan overkomme – hvilket også har gjort sig gældende i dette tilfælde. Nu har jeg så besluttet at prøve noget nyt – nemlig at lægge lydklip op.

 

Først kan du høre et interview med Anthony, som fortæller om at være tilbage fra Miami, og om forskellin på at være alene på scenen , frem for sammen med en anden, som han var i x-factor.

 

 

Jeg mødte også Rene Machon, som synger sang nummer 7, Warriors. Jeg talte, lige som med Anthony, om det nu at stå alene på scenen. Da han var med i Melodi Grand Prix 2015 var det som del af en duet.

 

Thomas Ring fortalte blandt andet om sin nye dansksprogede plade, hvor hans nummer Vesterbro er på, og om at synge om rotter og ludere.

 

Endelig havde jeg en samtale med Sada Vidoo, som udover sin sang fortalte om det at leve som dukke.

 

Posted in Ikke kategoriseret

februar 25th, 2017 by denmark12points

Johanna Beijbom lukker feltet i årets Melodi Grand Prix med sangen A.S.A.P. Hun er et af feltets mest erfarne sangere, men er nok et ret ukendt blad i de fleste danskeres bevidsthed. Hun arbejder fuld tid som sangerinde i Sverige, og rejser meget rundt i hele Norden, og står på mange scener, og arbejder med mange artister. Hun fortæller, at hun elsker al musik, lige fra klassisk musik, rockmusik, disco, pop og discopop.

Stor erfaring i Grand Prix i flere lande

I Melodifestivalen har Johanna været kor på et utal af sange siden 2006. I Sverige har de dog i mange år haft forindspillede korstemmer, så hun kunne altså sidde hjemme foran fjernsynet og høre sig selv synge. Johanna fortæller videre, at hun var korpige på to bidrag i Melodi Grand Prix 2015, og hun fik lov at tage med Anti Social Media til Wien. Det var dog ikke hendes første erfaring med Eurovision. Hun var været korpige for såvel Malta i 2007, Sverige i 2012, Georgien 2013 og så altså Danmark 2015.

Også når hun ikke selv er med, følger hun med i Melodifestivalen og Eurovision, fortæller hun. Hun misser ikke en delfinale nogle af stederne – hvilket nok ikke er overraskende, når nu hun er fra Sverige.

Bidraget i år

Efter som sagt at have stået meget i baggrunden fik hun i år spørgsmålet, om hun ikke kunne tænke mig at stå længst fremme på scenen. Hun fortæller:

Det har jeg jo drømt om, siden jeg var lille, det er det jeg brænder for og det er jeg gerne vil, så svaret gav ret meget sig selv – at det ville jeg gerne. Så blev jeg præsenteret for denne fantastiske sang, som bare føltes så meget mig, og derfra kørte det bare.

Johanna fortæller, at prøverne er gået rigtig godt, og hun lover et show, som bliver meget funklende og herligt. Hun har fire dansere med, og de håber at sprede rigtig meget glæde, og en masse fest og glæde.

Posted in Ikke kategoriseret

februar 25th, 2017 by denmark12points

Jeanette Bonde, som synger sang nummer 9 i Melodi Grand Prix 2017, er en kvinde med mange musikalske erfaringer. Udover at have været korpige for Stine Bramsen i to år, spiller hun også i hendes egen Jeanette Bonde Trio, med hendes egne sange på dansk og engelsk, som med hendes egne ord er i singer-songwriter-universet. Derudover holder hun meget af at formidle det at lave musik  til ikke mindst unge mennesker, og endelig har hun et gospelkor i Århus, som hun er dirigent for.

En lang vej ind i Grand Prix

Jeanette Bonde fortæller om sin vej ind i Grand Prix:

Det har været en lang rejse, men i lang tid vidste jeg ikke, at den ville ende her. Sangen Hurricane skrev jeg sammen med en af mine allerbedste venner, Jeppe Pilgaard, og et nyt menneske jeg lærte at kende på en sangskrivercamp, Alexander Grandjean,. Vi skrev sangen for snart to år siden, og vi vidste ikke rigtig hvor den skulle hen, og til at starte med var det heller ikke planen, at jeg skulle synge den. Vi var ligesom bare gået ind i lokalet som sangskrivere, og gjorde hvad vi kunne for at lave den bedste sang, en sang der ligesom fælles skulle komme fra vores hjerter. Så gik der lige et år tid, og så var der en publisher der spurgte, om vi havde overvejet at sende den ind til Melodi Grand Prix, og det havde vi ikke rigtig overvejet, men det sagde vi så ja til, og så hjalp han os med at give sangen en retning. Da vi så havde besluttet det, spurgte han: ”Skal du så ikke synge den, du har jo skrevet den”, og det har jo været min drøm siden vi skrev sangen, selv at få lov at synge den. Jeg holder så meget af den, så det var ikke en svær beslutning, da han spurgte om vi ikke skulle sende den ind med mig som solist. Da jeg så i starten af december fik den endelige bekræftelse på at jeg var med, det var simpelthen bare så fedt. Det har også været svært at holde det hemmeligt, for jeg har været så fyldt af glæde indeni, og det skulle man bare gå og gemme på. Jeg valgte også at spille min sang i mandags for familie og venner, min lille niece på seks år og mit gospelkor. Jeg har selv klippet en video sammen, med deres reaktioner, og den ligger på Youtube. Den passer fuldstændig i tråd med, at jeg har glædet mig til at dele den, og det er helt vildt sjovt, hvordan folk reagerer første gang de hører et nummer. Det er simpelthen fantastisk.

Forventninger om at vinde

Jeanette husker tilbage på mange gode minder fra sin barndom, hvor Grand Prix var noget man så sammen. Dengang gav det også anledning til prinsessedrømme, når hun så de flotte kjoler, så det er en drøm, som hun nu har lejlighed til at få levet ud. Derudover glæder hun sig til, at hele Danmark skal se hende performe sin sang i morgen, og til at der kommer publikum.

Jeanette forventer ubeskedent, at hun vinder Melodi Grand Prix, og det vil i så fald føles som at komme på landsholdet i sang, og få lov til at gøre alt hvad hun kan for at sikre en sejr til Danmark.

Glæd jer!

Som de fleste andre er Jeanette meget hememelighedsfuld om sit sceneshow, men det lykkedes dog denmark12points, com, at få dette ud af hende:

I kan forvente, at det bliver et sceneshow, som er så meget den jeg er, og jeg har følt hele vejen, at jeg har haft mig selv med. Det gælder både mit tøj, det gælder mit udtryk på scenen, så det bliver en stor symbiose af den sang jeg har skrevet, med min stemme og min tilstedeværelse. Det hele går op i en højere enhed. Glæd jer!

Det kan vi så gøre. Jeanette synger som nummer 9 i årets Melodi Grand Prix. Som optakt til det kan man se på den video, som Jeanette Bonde omtaler i artiklen. Den kan ses her:

Posted in Ikke kategoriseret

februar 25th, 2017 by denmark12points

Calling mercury er årets eneste duo blandt solister. Danmark har jo de seneste par år sendt grupper af sted bestående af mænd, så måske falder Calling mercury også i danskernes smag. Lad os i så fald håbe på, at de kan lave et bedre resultat i Eurovision end deres forgængere har gjort.

Calling mercury består af de to 25-årige fyre Jeppe og Joel, som har lavet musik sammen siden de for 8 år siden havde musik sammen i gymnasiet. Imidlertid har de ikke haft den store eksponering indtil nu, og har faktisk kun optrådt offentligt sammen to gange før – og det var for publikum i størrelsesordenen 200 mennesker, så det er noget af en omvæltning pludselig at være i en så stor ramme som Melodi Grand Prix er.

Vejen ind i Melodi Grand Prix

Jeppe kender Rune Braager, som har produceret og været med til at skrive Big little lies, som sangen hedder. Han kontaktede dem og spurgte, om de mon havde lyst til at optræde med det, for han mente at de passede ret godt til nummeret. Det mener de også selv at de gør, for de betegner sig selv som laid back typer, ligesom nummeret også er. De var overraskede over at blive spurgt, men syntes ikke at de kunne sige nej til at være med i Melodi Grand Prix, og de kalder det ”en oplevelse man aldrig glemmer”.

Også før de selv var på tale som deltagere, har de set det hvert år, sammen med nogle venner, som opvarmning til at gå i byen. De fortæller:

Man kommer i rigtig festhumør af at se det. Nogle gange har vi lavet druklege, baseret på Melodi Grand Prix. For eksempel hvis der er vindmaskine, så tager man en tår, eller hvis der bliver moduleret i sangen. Der er mange klicheer.

Forventer stor opmærksomhed

Calling mercury har en klar forventning om, at deres deltagelse kan bruges til at promovere dem selv, så de  kan komme ud og spille med deres egne sange i fremtiden. De håber blandt andet, at det kan give dem mulighed for at få udgivet noget i en større skala end de har gjort hidtil, hvor deres sange er udgivet enkeltvis, og uden om de mere kommercielle kanaler.

Holder stemmen?

Jeppe fortæller, at prøverne er gået udmærket, men at han har lidt knas med stemmen, grundet den forkølelse, som nærmest er obligatorisk i gruppen af kunstnere ved Melodi Grand Prix, men som Jeppe så vidt vides er den eneste der har været ramt af i år. Han håber selvfølgelig at stemmen holder, og at en god nats søvn inden vil have en god effekt.

Less is more

Calling mercury kommer til, fortalte de, at præsentere et sceneshow med mottoet ”less is more”. Der bliver ikke så meget bevægelse på scenen, og der bliver ret langsomme kamerabevægelser. Det passer godt til nummeret, mener de, og det giver plads til at man kan høre melodien og teksten, og leve sig ind i deres univers. De kalder det et lille frisk pust i showet mellem de store techno-ballader og hvad der ellers er af popbrag. Deres bliver i stedet et mere afdæmpet popbrag. Det kan vi glæde os til at opleve, når de går på scene som nummer 5.

Posted in Ikke kategoriseret

februar 25th, 2017 by denmark12points

Trofaste Grand Prix-seere vil sikkert huske Anja, som ved sidste års Melodi Grand Prix kaldte sig ved sit fulde navn Anja Nissen, for et meget energisk sceneshow og sangen Never alone, som var tæt på at vinde det hele. Dengang måtte hun som bekendt strække våben til Lighthouse X, men i år er hun tilbage med en sang, som hun i modsætning til sidste år selv har været med til at skrive. Især teksten er i høj grad hendes egen. Hun fortæller:

Sangen er meget anderledes end sidste år. Det er en stærk og en meget inkluderende sang. Sidste år var den meget poppet, hvor denne har meget sjæl, og den er meget dybere, og har et stærkt budskab. Det handler om, at du skal tro på dig selv og vise dine ”true colours”. Vi er meget ofte bange for, at folk ikke skal acceptere os som dem vi er, så vi bygger så at sige mure op for at beskytte os selv Det er omvendt en virkelig forfriskende og befriende følelse, når du river murene ned igen, og når du er i stand til at vise og være den du er, og være glad for den du er. Det tror jeg at alle kan relatere til, for alle går igennem det at skulle finde os selv, og prøve at finde ud af, hvem vi er. Selv har jeg været i et forhold med en virkelig rar person, som virkelig vidste hvem han selv var. Jeg var først ved at finde mig selv, og holdt mig meget tilbage, men dag gik det op for mig, at jeg var nødt til at prøve at lade være med at være så tilbageholdende. Jeg vil prøve at bryde mine barrierer ned, og prøve at give mig 100%. Det er den eneste måde et forhold virkelig kan fungere, at begge er ærlige.

I modsætning til sidste års sceneshow, hvor der var masser af bevægelse, dansere, fyrværkeri og vinger på bagvæggen (numsevinger, som satiriske stemmer udtrykte det), vil vi i år kunne se et meget mere afdæmpet sceneudtryk. I år skal den stærke sang have lov at stå for sig selv. Hvordan det ser ud, kan vi glæde os til at se, når Anja går på scenen som nummer 4.

Posted in Ikke kategoriseret

februar 25th, 2017 by denmark12points

18-årige Rikke Skytte er til daglig gymnasieelev på Aalborghus Gymnasiums musiklinje. Her går hun i 3.g, men skolearbejdet er ikke det eneste der fylder for hende. Også musikken fylder meget hos hende, og der er planer om, at hun skal udgive noget musik efter Melodi Grand Prix. Om det fortæller hun:

Det afspejler mange sider af mig, mange forskellige sider. Der er noget på engelsk, og der er noget på dansk, og hver sang fortæller en historie. Det er ikke nødvendigvis historier jeg har følt, jeg har for eksempel skrevet en sang om at slå op med sin kæreste, og det har jeg ikke gjort. Jeg er stadig kæreste med ham, men det er små historier man kan udvikle gennem musikken. Jeg går meget op i, at der skal være noget specielt, så min musik bliver en lille rejse på oplevelser.

En kringlet vej til Melodi Grand Prix
Rikke Skytte stiftede bekendtskab med sangens ophavsmænd gennem en sangskrivercamp, som hun var på i sommers, hvor der skulle skrives sange til Melodi Grand Prix. Den sang hun selv skrev kom dog ikke med, men til gengæld havde Mds Løkkegaard, Mojo fra Holland og Laura Kloos fra Tyskland opdaget hende. De havde skrevet Color my world, men manglede en til at synge den, så det tilbød de Rikke Skytte at gøre, og det var de så tilfredse med at hun blev tilbudt at synge ved Melodi Grand Prix. Det var altså en lidt kringlet vej til Melodi Grand Prix, men hun er ”skideglad for det”.

Starstruck
Rikke Skytte betroede denmark12points.com, at hun var blevet ret overvældet, da hun kort før dette interview fandt sted havde set Brødrene Olsen snige sig ind på en af de andre etager i Boxen, et indtryk der blev bekræftet af, at hun blev set med tårer i øjnene, da de pludselig var i rummet på samme tid.

Forventninger til Melodi Grand Prix
Den vigtigste forventning for Rikke Skytte er, at det bliver en fest, hvilket det allerede er, og hun fortæller, at hun allerede har mange super dejlige venskaber oppe og køre nu, og har fået mange gode kontakter og gode oplevelser. Prøverne er gået godt, trods et mindre chok til en prøve for få dage siden. Hun var ikke forberedt, da der pludselig kom noget røg op lige ved siden af hende, som hun kom til at trække ned i lungerne, men hun mener dog, at når hun nu er forberedt på det, kommer det ikek til at give hende problemer når det virkelig gælder.

Lige som de fleste andre kunstnere, er Rikke Skytte ikke meget for at fortælle om hendes sceneshow, men udover røg lover hun os mange farver. Det kan vi så glæde os til at opleve, når hun går på scenen som nummer 3.

Posted in Ikke kategoriseret

februar 24th, 2017 by denmark12points

Gymnasieeleven Ida Una åbner ballet ved Melodi Grand Prix 2017, med sangen One, skrevet og komponeret af Lene Dissing og Peter Bjørnskov. Om hendes vej til at deltage i Grand Prix fortæller hun:

Jeg har ofte lagt videoer op på Youtube og Instagram. Peter Bjørnskov havde set nogle af mine videoer, og tænkt, at jeg ville være god til deres sang. Han sendte så en besked til mig, mens jeg var på vej hjem fra London, og først tænkte jeg, at det var en fake besked, for det har jeg prøvet at få før, og så var jeg lige inde på nettet og søge, og så, at det virkelig var Peter Bjørnskov der havde skrevet. Så skrev jeg med det samme til ham, at det ville jeg gerne, og vi aftalte vi en dag, hvor vi skulle mødes og jeg kunne synge sangen. Der spurgte de, om jeg havde lyst, for sangen var allerede. Så var jeg helt vildt overvældet – og selvfølgelig sagde jeg ja.

Gammel og ny Grand Prix-fan

Ida, fortalte , at selv om hun elsker Melodi Grand Prix, er det alligevel ikke noget de har haft samlet om hjemme i familien. Ida har altid fulgt meget med på Youtube, og set klippene efterfølgende, især nu hvor hun selv er med. Hun har angiveligt set stort set alle Grand Prix-klip der er på Youtube, og er parat til at blvie quizzet i sin viden, som går tilbage til år 1984.

Forventninger til showet

Ida er meget opmærksom på ikke at have for høje forventninger. Hendes forventninger er, at det bliver sjovt og at hun får en vildt god oplevelse – en oplevelse hun allerede syne at hun har på nuværende tidspunkt.

Prøverne er gået godt, bortset fra nogle få småting, og skal føre til et sceneshow, som ifølge Ida:

måske ikke lige det I havde regnet med.

Posted in Ikke kategoriseret